Tyrkiets eneste linksbane er Lykia Links lidt uden for Belek. Banen har en beliggenhed, så den reelt kunne have ligget i den barske skotske natur. Forskellen er nærmest ene og alene, at termometret viser anderledes plusgrader end på de britiske øer.
Antalya, Tyrkiet: Når det gælder golfbaner i Tyrkiet, så er der intet sted, hvor koncentrationen af baner er større end i Belek.
En enkelt bane med et tilhørende hotel har imidlertid valgt en lidt anden beliggenhed. En lille halv times bilkørsel er der fra Belek til Lykia Links lidt længere østpå langs kysten.
Vinden sender en tiltrængt mild brise ind fra det azurblå Middelhav. Vi er nået til 13. tee på en bane, som adskiller sig ganske klart fra banerne i Belek. Det er som om spillet går lidt i stå, og ingen har rigtig lyst til at drive ud; I stedet bliver udsigten ud over havet nydt i fulde drag.
Bølgerne bruser ind på stranden ganske få meter fra golfbanen. Til den anden side – ind mod landet – knejser Taurus-bjergene i det fjerne. Vi er på Lykia Links World – et resort med en golfbane samt et hotel- og feriekompleks, som ikke lader meget tilbage at ønske.
Lykia-banen er opbygget som en klassisk linksbane. Dem er der omkring 300 af i hele verden, hvoraf de fleste ligger på de britiske øer – i særdeleshed i Skotland, England Irland og Nordirland. Lykia Links World ligger en halv snes kilometer syd for den trafikerede vej mellem Antalya og Alanya. Turen ud mod kysten går gennem et typisk og fattigt landbrugsområde, hvor det eneste nye er den asfalterede vej, som er anlagt for at afløse de grusveje, hvorpå transporten er foregået, indtil Lykia Group fik ideen til et nyt, stor golfresort.
Lykia World og Golf Links ligger øst for Belek, hvor alle de øvrige golfbaner ellers ligger nærmest side om side. Men Lykia er helt anderledes end banerne ved Belek, hvoraf de fleste kan karakteriseres som parkbaner med masser af pinje- og eucalyptustræer.
Klitter og åbent hav
Straks ved ankomsten til Lykia er det tydeligt, at her er en bane, der adskiller sig ganske markant fra banerne i golfmekkaet i Belek. Her er ingen træer – men i stedet et åbent, let kuperet område med klitter og det åbne hav. Her blæser der altid en smule, og banen kunne egentlig lige så godt have ligget på den skotske kyst – side om side med de kendte linksbaner.
Den eneste store forskel er vejret; For her er temperaturerne helt anderledes høje – og ikke mindst helt anderledes stabile, end tilfældet er på de britiske øer.
Men tilbage til 13. tee. Det er starten på en særdeles oplevelsesrig finale med først et langt par fem hul og siden andre huller, som nærmest går parallel med kysten. Det er på hullerne 13 til 17, at man finder ud af, om man vil komme igen på denne herlige linksbane, eller om man har overgivet sig til den kuperede natur med rough og beplantninger, som er nådesløst at komme fri af, hvis bolden ikke holdes på eller i det mindste nær ved de af og til smalle fairways.
Som på de fleste linksbaner er der masser af bunkers – flere af dem ganske små og dybe. Det er det, som på de britiske øer kaldes for pot bunkers. Lykia-banen er på fremragende vis indpasset i naturen ved kystområdet, og hullerne varierer ganske betydeligt. Nogle kræver lange, lige slag, mens andre mere kræver præcision
Banen er designet Perry Dye, og ud over 18 hullers-banen er der også en ni hullers par tre bane.
Lykia er, som det forventes af en linksbane, en udfordring for de fleste. Det skyldes ikke mindst vinden fra Middelhavet og det til tider ujævne terræn. Med sit lange græs, som omkranser fairways, høje teesteder, bakker og sandklitter vil banen drille selv de dygtigste golfspillere.
Lykia er linksgolf i ordets bedste betydning. Den tyrkiske udgave lader ikke noget tilbage at ønske.
Af Jørgen Schultz
i Antalya, Tyrkiet
