Polen opnår stadig større popularitet som rejsedestination. Wroclaw-området rummer flere klassebaner – blandt andet tourspilleren og Italien Open-vinderen Adrian Meronks hjemmebane.
Det er ikke ligefrem polske golfspillere, som toner frem på de forreste pladser på leaderboards, når der afvikles turneringer på hverken DP World Tour eller på PGA Touren.
Men 2023 er anderledes i denne henseende. Det var med betydelig stolthed hjemme i Polen, at 29-årige Adrian Meronk i april blev den første polske spiller, som havde sikret sig en invitation til årets første major – Masters på Augusta National.
Fire uger senere satte den tårnhøje Meronk trumf på, da han sejrede i DS Automobiles Italian Open på Marco Simone-banen uden for Rom. Holder Meronk fast i storspillet, så er det slet ikke utænkeligt, at han kan få et gensyn med Marco Simone, når Ryder Cup’en skal afvikles i slutningen af september.
Hvis nogen skulle gå rundt med en tanke om, at Meronk ville fejre sin sejr i Italian Open med en længere shoppingtur i den italienske hovedstad, så tager de fejl. Det opdager GolfXtra’s udsendte og nogle journalistkolleger ved indtjekning i Wroclaw Golf Club på en reportagerejse. Ikke engang tre døgn efter sejren i Rom står Adrian Meronk og passer sit arbejde med styrketræning i klubhusets fitnesslokale.
Polsk golf i fremmarch
Adrian Meronk er egentlig et godt billede på den fremmarch, som polsk golf oplever. Elitearbejdet blandt de endnu ganske få polske spillere, som bryder igennem i tour-sammenhæng, viser sine første resultater. Men også som rejsedestination formår det gamle kommunistland at tiltrække sig golfspilleres interesse.
Wroclaw er Polens fjerdestørste by med knap 700.000 indbyggere. Byen har en mere end 1000 år imponerende historie bag sig med masser af kultur, katedraler samt et væld af kulinariske muligheder. Den ene restaurant efter den anden ligger side om side inde i bymidten med den smkke markedsplads – byens hjerte.
Lidt nord for byen ligger Wroclaw Golf Club. Det er den engelske arkitekt Jeremy Pern, som fik opgaven med at designe banen, som stod klar i 2005 – anlagt på et område, som tidligere var et militært træningsanlæg. Opvarmningen kan ske på enten driving range eller på en kort 9-hullers bane, som dog både rummer par 3 og par 4-huller.
Der er ikke sparet på noget i forbindelse med anlægget af banen, som tidligere var kendt under navnet Toya Golf & Country Club. Greens er opbygget efter USGA-standarder, mens fairways og greens holdes grønne med computerstyret vandingssystem. Fra gul måler par 72-banen 5829 meter, mens der fra rød tee er 5114 meter.
Kørsel med kampvogne
Der er tale om en forholdsvis flad bane, selv om der rundt på banen er nogle fordybninger, som er skabt på grund af tidligere tiders bombesprængninger og kørsel med kampvogne på militæranlægget.
Der er vand i spil på 5.-7. hul – og igen mellem 13. og 16 hul, som i øvrigt er anlagt i et område med boligbyggeri. Her ligger også en række villaer, som giver netop dette afsnit af banen er markant anderledes oplevelse end på resten af banen.
Banen har en dramatisk afslutning med et udfordrende par 5 hul, hvor green er anlagt nærmest på en ø. Afhængig af vindretning kan hullet gøre ganske ondt på scorekortet.
I klubhuset er der en større pro-shop, mens der på første sal er bar og restaurant, og fra terrassen er der en skøn udsigt ned over 18. green.
Af Jørgen Schultz
i Wroclaw, Polen