Bliv ikke forbløffet, hvis du kommer forbi bihoteller rundt på en lang række golfbaner i Tyskland.
Golfsporten i Tyskland tænker i stigende grad natur og biodiversitet ind blandt køller, bolde og bunkere. Hvis golfklubberne før brugte sprøjtemidler til at bekæmpe ukrudt og såkaldte skadedyr, har man nu sat turbo på arbejdet med bæredygtighed og biodiversitet. Begge dele er blevet en integreret del af driften på mange golfbaner, der på grund af deres størrelse og forskelligartede arealer har et stort potentiale, når det gælder genoprettelse af naturen.
Det potentiale bliver nu øget via det landsdækkende forskningsprojekt GolfBiodivers, der udføres af Bundesamt für Naturschutz sammen med det tyske golfforbund. Det er Europas største forskningsprojekt af sin slags og involverer 64 golfbaner over en periode på seks år.
Meget udbredt i Bayern
Et af de mere opsigtsvækkende initiativer er vilde bihoteller, der sættes op på golfbanerne. De første bihoteller kom på plads i maj i de fire bayerske golfklubber GC Chieming, GC Valley, G&LC Regensburg samt GC Erding-Grünbach.
– Vi starter her med såkaldt nulovervågning, forklarer professor Dr. Johannes Kollmann fra det tekniske universitet TU München, som leder GolfBiodivers-projektet og koordinerer med universiteter i Kiel, Freiburg og Münster.
Bihotellerne, som forskerne har sat op, bruges ikke kun til at registrere bierne, men også til at opdage fugle og andre insekter. De indeholder også en lydoptager, som f.eks. kan bruges til at opdage bestemte fuglearter. Ud over landskabsanalyser og etablering af lavlandsenge samt buske og blomster på golfbanerne, forventes projektet at tjene som model for andre og sikre, at golfbanernes bidrag til den biologiske mangfoldighed bliver endnu tydeligere.
Men det er ikke kun bihoteller, som bidrager til forbedret biodiversitet. På Eikhof-banen ved Wittenbeck tæt ved Østersøen er der opstillet et insekthotel.
Af Jørgen Schultz