Det nye resort Margaritaville Fort Myers Beach er et perfekt udgangspunkt, når det handler om golf i Florida.
Fort Myers på vestsiden af Florida – omkring 100 kilometer syd for Tampa – er et fantastisk sted for golfere.
Når det gælder overnatning, er der mulighed for at checke-in på et nyt, fancy sted; resortet Margaritaville Fort Myers Beach.
Resortet ligger midt på en af Floridas bedste sandstrande ud til den mexicanske golf, og er med sin placering mellem naturparker og Fort Myers by et godt udgangspunkt for at udforske denne mindre kendte del af Florida.
Afslappet stemning
Stemningen på resortet er afslappet og uden store armbevægelser med inspiration fra den amerikanske musiker og singer-songwriter Jimmy Buffet. Ud over 254 værelser har resortet fire spisesteder, herunder grillrestauranten JWB Grill, frokostcaféen License to Chill, baren 5’o’clock Somewhere og strandrestauranten Fins Up Beach Club. Dertil en spa og et stort soldæk.
Området har et væld af smukke golfbaner, der tiltrækker spillere fra hele verden.
En af de mest populære golfbaner i Fort Myers er The Club at Renaissance. Denne bane er kendt for sine udfordrende fairways og smukt design – og i det hele taget masser af nærmest luksuriøse faciliteter.
Uanset hvilken golfbane der vælges i Fort Myers, er der garanti for at kunne nyde den smukke natur, det behagelige klima og den varme gæstfrihed.
Af Jørgen Schultz