Megastjernen Michael Jordans golfanlæg i Florida er fyldt med referencer til hans basketballkarriere.
Navnet The Grove XXIII henviser til Michael Jordans trøjenummer. Florida-anlæggets teested-klodser er blå og hvide – en stille hyldest til Jordans collegeholds farver. Om så det er isterningerne i klubhusbaren, så har de indefrosset en figur af en flyvende Jordan på vej til at dunke bolden i kurven.
Michael Jordan har spillet golf i over 30 år og siges at have hcp. 1,3. Hans ‘legeplads’ ligger i byen Hobe Sound – et stykke op ad kysten nord for Palm Beach -, og Jordan har angiveligt en 70-80 medlemmer at lege med.
Listen er ifølge websitet Sportskeeda som at slå op i sportskendissernes Blå Bog: Tiger Woods, Rory McIlroy, Dustin Johnson, John McEnroe, Wayne Gretzky – og David Lee, tidligere NBA-spiller og Caroline Woznickis mand.
Parret har besøgt banen – Wozniacki postede dengang en video, der viste dronelevering af snacks ude på banen.
Anlagt i tidligere appelsinplantage
En dansker, som har spillet The Grove XXIII, er Pandora-millionær Michael Lund – gætter vi på. Websitet Fried Egg Golf offentliggjorde i hvert fald startlisten til en parmatch på Twitter (siden fjernede de den igen), og dér figurerede en Michael Lund.
Han var parret med en Michael Murphy (forfatteren til Golf in the Kingdom, måske?), mens Jordan havde sat sig selv sammen med PGA-tour-veteranen Keegan Bradley.
The Grove XXIII er skabt af banearkitekt Bobby Weed, som ‘fik’ ca. 80 hektar tidligere appelsinplantage at arbejde med, flad jord afgrænset af bl.a. to afvandingskanaler.
Opgravet jord blev bulldozet på plads for at give banen karakter, og hullerne blev til seks søer – samme antal NBA-mesterskaber, som Jordan vandt med holdet Chicago Bulls.
Af Jan Frimodt