50 år er det siden, at Frederikssund Golfklub blev etableret. I dagene fra 14.-25. juni er der et væld af forskellige turneringer – flere af dem også tilgængelige for gæster udefra, som kan endda kan spille gratis.
Frederikssund Golfklubs naturskønne bane tæt ved Roskilde Fjord kommer til at stå i festlighedernes tegn her i sommeren 2024.
Det begyndte i Græse for 50 år siden, og i dagene 14.-25. juni er der optræk til festligheder og masser af golf i den hyggelige klub ud til Skovnæsvej. Netop hyggen er én af de helt store målsætninger i den nordsjællandske klub.
Det er ikke kun de godt 1000 medlemmer, som kan glæde sig til jubilæet – en sand milepæl for klubben. Der er tilrettelagt en stribe forskellige turneringer, hvoraf flere af dem også er åbne for gæster udefra. Og Frederikssund Golfklub agerer virkelig vært, for gæsterne kan glæde sig til en bane, som står skarp, og greenfee skal der ikke tænkes på.
18 hullers-banen ligger i et lettere kuperet område, og der er fem teesteder at vælge mellem. Fra de bagerste klodser er banen 6044 meter. 72 slag skal der stå på scorekortet, hvis banen skal gås i par.
Når golfoplevelserne er overstået, venter de kulinariske oplevelser i Restaurant Egelunden. Her er det ikke kun golfspillere, som nyder restaurantens mad – men også andre gæster, som nyder mad og drikke tilsat den fornemme udsigt over Roskilde Fjord.
Udover 18-hullers banen omfatter anlægget også en 9-hullers pat-and-play bane, og desuden er der adgang til simulatorgolf.
Af Jørgen Schultz