Fakkelgaarden i Kollund ned til Flensborg Fjord er klar til genåbning. Det sker med klækkelig rabat på forkælelsesophold.
Fakkelgaarden ned til Flensborg Fjord har i årtier været et kendt traktør- og overnatningssted, når det har skullet handle om gourmet og afslapning.
Også rigtig mange golfspillere har suppleret deres golfophold på de sønderjyske baner med et besøg på Fakkelgaarden.
I slutningen af 2023 valgte Fleggaard-koncernen at lukke og sælge hotellet i Kollund. På kort tid blev hotellet dog solgt.
Det er den lokale erhvervsmand Ib R. Nissen – bestyrelsesformand i Padborg-virksomheden Contiono –, som har overtaget Fakkelgaarden A/S. Det sker via virksomheden Halskov Capital ApS, som Ib R. Nissen ejer sammen med sin familie.
Og nu her i andet halvår af 2024 brænder faklen igen snart i det sønderjyske. Fakkelgaarden bebuder fordelagtige opholdspriser for dem, som ønsker at checke ind og sætte sig til rette ved bordene i de nyrenoverede lokaler.
Genåbningen bliver fejret med 20 procent rabat på forkælelsesophold for dem, som tager en hurtig beslutning.
Opholdet indeholder eftermiddagskaffe & sødt, mousserende vin, 5-retters sæson menu, kaffe & petit four, overnatning i skønt værelse samt Fakkelgaardens morgenanretning med husets specialiteter.
Af Jørgen Schultz