Valderrama II bliver en bane på øverste hylde

Det er i denne skønne natur ved Castellar de la Frontera på Costa del Sol, at Valderrama II-projektet skal placeres. Foto: La Zagaleta

Omkring 200 millioner euro – svarende til halvanden milliard kroner – forventes investeringen at løbe op i, inden projektet i det sydspanske står klar. Udover en ny mesterskabsbane kommer Valderrama II også til at omfatte et luksushotel samt eksklusive ferieboliger og villaer.

 – Planerne er at skabe en sand mesterskabsbane på højde med Valderrama.

Sergio Azcona, kommunikationsdirektør i La Zagaleta, skjuler ikke, hvor store ambitionerne er for det kommende Valderrama 2-projekt på den spanske solkyst. GolfXtra har mødt direktøren på La Zagaleta tæt ved Benahavis.

Valderrama 2-projektet har været en del år undervejs. Og med en sand rygtestrøm i kølvandet.

Men nu skulle det være ganske vist. De sidste formaliteter skulle være ganske tæt på, og gravemaskiner og andet entreprenør-materiel kan meget vel påbegynde at omfattende arbejde i løbet af 2025.

Det er Valderrama 07 – et datterselskab i La Zagaleta-koncernen –, som er projektudvikler på de prestigefyldte planer.

La Zagaleta driver i dag det 900 hektar store område i Benahavis-området tæt ved Marbella med blandt andet to golfbaner.

La Zagaleta-anlægget i Benahavis-området ved Marbella bliver et slags forbillede for Valderrama II-projektet. Foto: La Zagaleta

Høje ambitioner

La Zagaleta-selskabet ejede fra 2016 og frem til 2017 Valderrama-banen i Sotogrande, inden der blev solgt videre til medlemmerne

Selv om Real Club Valderrama har en glorværdig historie med Ryder Cup i 1997 og talrige Europa Tour-turneringer, så er ambitionerne hos La Zagaleta ekstremt høje, når det gælder Valderrama II.

Og La Zagaleta har også noget at have forventningerne i. De to baner ved anlægget længere øst på ved Marbella er golfmæssige udfordringer fra øverste hylde. Både Old Course og New Course er spektakulært mejslet ind på bjergsiderne, og kvaliteten er tårnhøj.

Valderrama II kommer til at ligge i et kuperet område tæt ved byen Castellar de La Frontera umiddelbart vest for Sotogrande, som ud over Real Club Valderrama også huser andre klassebaner som San Roque, La Reserva og Real Cliub Sotogrande

Doak skal designe

Tom Doak er én af de førende arkitekter i verden, og han var elev af en anden af stjernerne ud i banedesign, landsmanden Pete Dye. Doak har flere af sine baner rangeret i Top 100-baner rundt i verden. Det gælder baner som Pacific Dunes på Bandon Dunes-anlægget i Oregon ud til Stillehavet, spektakulære Cape Kidnappers i New Zealand samt Barnbougle Dunes Golf Links i Tasmanien. Blot nogle få af hans opgaver.

Omkring 200 millioner euro – svarende til halvanden milliard kroner – forventes investeringen at løbe op i, inden projektet i det sydspanske står klar. Udover en ny mesterskabsbane kommer Valderrama II også til at omfatte et luksushotel samt eksklusive ferieboliger og villaer.

Omkring 300 medlemmer vil få adgang til herlighederne, og dermed ligner hele projektet som koncept det, som allerede kendes fra bjergene ved Marbella. Altså noget eksklusivt – og forbeholdt de få.

Om der vil blive åbnet op for andre end medlemmer og gæster på hotellet, er der endnu ingen præcise oplysninger om. Men ét er sikkert. La Zagaleta-koncernen er endnu engang på vej med noget stort, dyrt og luksuriøst.

Af Jørgen Schultz