Dolce Campo Real en lille halv times kørsel nord for Lissabon rummer alt, hvad golf- og feriehjertet kan begære. Golfbanen er både afvekslende og udfordrende i et kuperet område med vinstokke som nærmeste nabo.
Området ved Torres Vedras – ikke engang en halv times kørsel nord for Lissabon – er kendt som Portugals frodige vinland.
Det er her, at resortet Dolce Campo Real ligger som en lidt skjult perle. Luksusresortet er det perfekte tilflugtssted for rejsende, der ønsker at fordybe sig i en verden af vinmarker, udsøgte kulinariske oplevelser og enestående golf.
Besøg vingårdene
Dolce Campo Real ligger midt i bølgende vinmarker, der strækker sig så langt øjet rækker. Regionen er kendt for sine fremragende vine, især hvidvine, og det er ikke svært at forstå, hvorfor vinelskere drages af dette område. Et ophold her giver muligheden for at besøge de nærliggende vingårde og smage på den vinkvalitet, Portugal har at byde på.
For golfentusiaster er Dolce Campo Real en sand oplevelse. Resortet er hjemsted for en af landets kendte golfbaner designet af den kendte arkitekt Donald Steel. Med sine 18 huller, der snor sig gennem de naturlige landskaber, byder banen på udfordrende og varierede omgivelser.
Fredfyldte omgivelser
Her spilles i fredfyldte omgivelser, og de 18 huller rummer afveksling og betydelige udfordringer. Banen er kuperet, og nogle af hullerne er måske nok ikke lange, men de er finurlige, flere steder er der ikke meget plads, så præcision og omtanke er et krav, hvis ikke scorekortet skal falde helt fra hinanden.
Et eksempel er 7. hul – et par 4 hul på 320 meter fra gul tee, som her på banen hedder 55. Der skal drives ned til en fairway, som ikke er bred, og som har et skarpt dogleg-højre. Langtslående skal passe på ikke at løbe tør for fairway, for så er bolden oppe i træerne. Men lykkes drivet, er der fra knækket et forholdsvist ukompliceret slag ind mod green.
Fem teesteder er der at vælge mellem på banen, som fra de bagerste klodser, måler knap 6000 meter.
Hotel i luksusklassen
Når dagen går på hæld, er der mulighed for at trække dig tilbage til hotellets elegante og rummelige værelser, der kombinerer moderne komfort med en varm og indbydende atmosfære. Fra de fleste værelser kan udsigten ud over golfbanen og vinmarkerne nydes i fulde drag.
Dolce Campo Real er også lidt af et paradis for madelskere. Resortets restauranter fokuserer på det lokale køkken – ofte med et moderne twist med friske råvarer fra regionen. Restauranten Grande Escolha, hvor chefkok Hugo Santos og hans stab tryller ved gryderne, giver mulighed for at smage på lokale specialiteter som friskfanget fisk, grillet til perfektion, eller mørt oksekød akkompagneret af regionale vine.
Hver søndag er der i øvrigt mulighed for at overvære kokkene i aktion på tæt hold, når der er showcooking fra klokken 12 til 15.30.
Wellness og afslapning
For dem, der søger fuldstændig afslapning, byder resortet også på et luksuriøst spa- og wellnessområde med mulighed for at lade sig forkæle med forskellige behandlinger.
Dolce Campo Real tilbyder noget for enhver smag, uanset om du er på udkig efter en golfweekend, en romantisk getaway eller blot ønsker at udforske Portugals vinland og gastronomi. Med den perfekte kombination af luksuriøse faciliteter, naturskønne omgivelser og en varm, imødekommende atmosfære og service, er resort en oplevelsesrig destination.
Dolce Campo Real har det hele, når det gælder ferie.
Af Jørgen Schultz,
i Torres Vedras, Portugal