Michelin-restauranterne lyser over Catalonien

Disfrutar-restauranten i Barcelona er én af restauranterne med tre stjerner. Foto: Disfrutar

Ikke færre end ni nye Michelin-stjerner er uddelt i det nordøstlige hjørne af Spanien.

Cataloniens kulinariske ekspertise skinner igen, da ni restauranter modtager deres første Michelin-stjerne i 2025-udgaven af den prestigefyldte Michelin-guide.

De nye stjerner er tildelt Casa Nova, Citrus del Tancat, Divinum, Esperit Roca, Fishology, Mae, Prodigi, Teatro Kitchen & Bar og Voramar.

Regionens toprestauranter har bevaret deres trestjernede status: ABaC, Cocina Hermanos Torres, Disfrutar og Lasarte i Barcelona samt Celler de Can Roca i Girona. Sidstnævnte restaurant er flere gange kåret som verdens bedste – ofte i tæt kamp med danske Noma.

Læs mere: Catalansk madkunst i Girona

Derudover blev Cataloniens fokus på bæredygtighed hædret, da fire restauranter modtog en Green Star for deres dedikation til bæredygtig gastronomi.

Her ligger restauranterne med Michelinstjernerne i Catalonien. Illustration: Catalan Tourist Board

Disse restauranter er Bistrot 1965 i Castelló d’Empúries, Espai Amunt i Ulldecona, La Boscana i Bellvís og Restaurant 1497 i Vallromanes. Green Star anerkender restauranter, der fremmer bæredygtig gastronomi, respekt for naturen og en bæredygtig fremtid.

Catalonien kan nu prale af i alt 77 Michelin-stjerner, fordelt på regionerne: 46 i Barcelona, 20 i Girona, 8 i Tarragona og 3 i Lleida.

Find mere information om Cataloniens gastronomiske tilbud

Af Jørgen Schultz