Efter en afstikker til Silkeborg i år vender Made in Denmark tilbage til Himmerland Golf & Spa Resort næste år.
Fremtiden for Made in Denmark er sikret de kommende fem år, efter Made in Denmark i dag har indgået en ny aftale med European Tour. Den nye aftale betyder, at der frem til 2023 bliver spillet golf i verdensklasse i Danmark.
I en pressemeddelelse fra Made in Denmark flytter turneringen i 2019 hjem til Himmerland Golf & Spa Resort, og næste år skal der altså igen spilles på Backtee Course. Det bliver femte gang, at banen i Himmerland lægger fairways og greens til Europatouren.
Sammen med den nye kontrakt bliver præmiesummen fordoblet, så der hvert af de fem år er tre millioner euro på spil med hele 500.000 euro til vinderen. Det vil placere Made in Denmark som en af de største turneringer på The European Tour efter Majors, WGC og Rolex Series.
– Jeg er utrolig glad for at vi har kunnet lave en 5-årig aftale med The European Tour og vores sponsorer. Det betyder, at vi kan arbejde med en langsigtet strategi og udvikle Made in Denmark til glæde for spillere, tilskuere og sponsorer. Og med den øgede præmiesum er jeg sikker på, at Made in Denmark bliver en turnering som endnu flere europæiske topspillere vil prioritere at spille med i, siger en stolt promotor Flemming Astrup.
Udover nye aftaler med de eksisterende sponsorer, er der allerede tilsagn fra nye sponsorer, som bidrager til den fortsatte udvikling af Made in Denmark.
– Det har været fem fantastiske år med golf i verdensklasse i Danmark, og jeg glæder mig til fem år mere. Fra starten af har det været vigtigt for mig, at Made in Denmark fik bred opbakning fra mange forskellige samarbejdspartnere. Med den nye aftale har vi fået flere nye sponsorer ombord, og sammen med de eksisterende gør de det nu muligt at sikre Made in Denmarks 10 års jubilæum i 2023, siger Lars Larsen, formand for Fonden Made in Denmarks bestyrelse.