Nye medlemsskaber skal være med til at øge spillerantallet i den midtsønderjyske golfklub.
Toftlund: Mange – især yngre mænd i den erhvervsaktive alder 30-60 år – har ikke tid til 1-2 gange om ugen at gå 18 huller og udnytter derfor deres medlemskab af en golfklub så dårligt, at flere i de seneste år har sagt farvel til golfsporten.
Den udvikling vil Brundtland Golfcenter gerne være med til at stoppe og imødekomme og derfor har Brundtland Golfcenter udviklet en række helt nye tiltag for de, der ikke nødvendigvis ”bor” på golfbanen.
Flex-priser fra 595 kroner
Flex-medlemskab inkl. DGU-kort tilbydes for kun 595 pr år – og oven i tilbyder Brundtland Golfcenter alle indehavere heraf at kunne købe 10 personlige greenfee-billetter til kun 2.500 mod normalt 3.500.
– Forklaringen er, at vi jo ikke blot ønsker at sælge et upersonligt Flex-medlemskab til folk, men også gerne vil have dem til at komme hos os og opleve vore fantastiske faciliteter – den meget roste og altid velplejede bane, vor hyggelige café, restaurant og selskabslokaler samt vort dejlige hotel, fortæller forretningsfører Jan Storgaard.
Han føjer til: – For de spillere, der ikke har tid eller ikke holder til at gå 18-hullers banen, tilbyder vi et Pay & Play-medlemskab til vores 9-hullers bane ved skoven, der ikke blot er en par 3-bane, men som også har to spændende par 4-huller, søer, vandløb, bunkers og flotte greens, så det er en rigtig golfbane.
Endelig ønsker banen at tiltrække nye spillere og spillere udefra, der måske i dag er trætte af lange ventetider på starttid, og vælger man at skifte klub eller er man ny golfspiller og ikke tidligere har været medlem af den lokale golfklub i Toftlund, tilbydes det første års kontingent med en rabat på 3.000 eller 50 procent, således at det første fulde år kun koster 3.000, forudsat man binder sig til et år efterfølgende til normalpris, som banen til gengæld garanterer højst vil blive 6.000 – altså ingen skjulte prisstigninger.