Palheiro på Madeira er en minderig oplevelse

Oppe fra Palheiro Golf er der fra flere steder en enestående udsigt ned over Funchal. Foto: Palheiro Golf

Den korteste af de to baner på blomsterøen Madeira er naturmæssigt den smukkeste. Og så er der klubhuset og terrassen med fænomenal udsigt ned over Funchal.

Funchal, Madeira: Pas på med et gå ud på terrassen ved klubhuset på Palheiro Golf. Måske kommer du ikke ret meget længere. For sætter du dig, så vær sikker på, at det hjælpsomme personale vil gøre alt for, at du skal have det godt. Menukortet er ganske varieret, så der er nok at fordrive tiden med. Alt imens der er udsigt ned over Funchal. Vi er godt 500 meter oppe i højderne over blomsterøens hovedby.

Palheiro er kuperet og med masser af træer. Desværre blev en del af træerne ødelagt ved en voldsom naturbrand i 2012. Foto: Palheiro Golf

Det kan godt være, at mesterskabsbanen Santo da Serra, som GolfXtra præsenterer i en anden artikel om kort tid, har en fantastisk udsigt fra flere af hullerne ud over Atlanten.

LÆS MERE: Hotel Casa Velha do Palheiro er skønhed, elegance og historie

Men når det gælder den naturmæssige skønhed, så overgås banen af Palheiro, som blev åbnet i 1993 og er anlagt som en fantastisk smuk parkbane inde mellem høje, slanke træer, blomster samt planter af forskellig slags. Når der er træer fra mange af verdens egne, så skyldes det, at de stammer fra en botanisk have, som den lokale godstjener, grev de Carvalhal etablerede i 1800-tallet, længe inden banen blev etableret.

Robinson designede

Cabell B. Robinson designede banen, og han kendes også fra andre superbaner som Praia dél Rey nord for Lissabon og Finca Cortesin ved Estepona på Costa del Sol.

Banen blev åbnet i 1993 – designet af den berømte Cabell B. Robinson. Foto: Palheiro Golf

Palheiro er en perle – en charmerende golfbane med orkideer, amaryllis og papegøjeblomster som en uforglemmelig kulisse. Desværre blev en del af banens botaniske udtryk spoleret en del på bag ni på grund af en voldsom brand i 2012. Det kostede en del af de høje træer, som på nogle af hullerne kunne lede tankerne hen på selveste Augusta National i Georgia.

Banen er kun 5.448 meter fra gul tee og 4.452 meter fra rød. Men de smalle fairways gør præcision nødvendig, hvis ulykkerne skal holdes fra kortet. Det er ikke en bane, som favoriserer de langtslående. Her gælder det om at holde bolden i spil.

Fra terrassen ved klubhuset er det svært ikke at blive imponeret af udsigten ned over Madeiras hovedby. Foto: Palheiro Golf

Og så er der grund til at konstatere det igen; Klubhuset og køkkenet er sit helt eget kapitel. Det kan være svært at komme væk igen…

 

Af Jørgen Schultz
i Funchal, Madeira

 

fakta

Priser på Palheiro

Priserne: Greenfee – dagspris – er 110 euro. Det svarer til 820 kroner.

På ugebasis kan der opnås fri golf for 330 euro – svarende til 2.462 kroner.

For gæster på Casa Velha, Cliff Bay, Eden Mar, Reid’s Palace, Madeira Carlton og Quinta do Sol er der specielle priser.