GolfXtra Guide: I et letkuperet og bakket landskab ned til Flensborg Fjord ligger Benniksgaard. Her er der mulighed for både en golfoplevelse og et hyggeligt ophold på Benniksgaard Hotel.
Benniksgaard: Vi er i det sydøstlige hjørne af Sønderjylland. Der, hvor man hilser på hinanden og tager afsked med: Mojn.
Nede bag de vidstrakte fairways bag et letkuperet og bakket landskab ligger Flensborg Fjord.
Men det er ikke kun naturen, der vækker glæde. Det gør banen unægteligt også. Velplejet og med ensartede greens, der har en hastighed, så de hverken er for hurtige eller for langsomme, byder banen sig til. Banen, der blev åbnet i 1997, er designet af den kendte golfbanearkitekt Michael Traasdal Møller, som har sat stregerne til en lang række andre danske baner.
Benniksgaard-banen hører ikke til de allerlængste. Men hvis scorekortet skal hænge nogenlunde sammen, så gælder det om at være præcis. Fra hen på sommeren er roughen af en sådan kaliber, at skæve slag straffes.
Fra gul tee er banen 5574 meter, mens damerne – rød tee – skal tilbagelægge 4678 meter. På banen er der en skøn blanding af korte og længere huller. Et eksempel på et snedigt, men kort hul er hul 16 – et par 4 hul på 280 meter, hvor der er masser af vand i spil.
Små søer rundt på banen
De 18 huller er særdeles afvekslende, og det er ikke kun roughen, der skal tages højde for. Der er også vand i spil i form af små søer, og ikke så få steder er greens placeret højt, så indspillet skal være optimalt.
Så det er ikke kun naturen og det fantastiske landskab tæt ved fjorden, der gør indtryk. Benniksgaard byder sig virkelig til, uanset om det er lavhandicapperen eller nybegynderen.
På Benniksgaard Hotel er der mulighed for at overnatte. I det frede naturområde med udsigt over Flensborg Fjord er der muligheden for at kombinere et ophold med et slag golf. Golfbanens første tee ligger lige udenfor hotellets Panorama-restaurant, og så er der mulighed for at bo på Benniksgaard Anneks – blot 150 meter fra golfbanen.
Kulinarisk er der to restauranter at vælge mellem på Benniksgaard Hotel. Det er Pejsestuen og Panorama Restauranten. Her kræses for detaljen med inspiration fra det sønderjyske køkken og med ingredienser fra de omkringliggende gårdbutikker. Der kan vælges imellem buffet menu, eller fra a la carte kortet, hvor der også altid er en månedsmenu.