Sydfynsk strandkantsperle optaget i Small Danish Hotels

Hotel Faaborg Fjord går ind i Small Danish Hotels for at tiltrække flere danske og internationale gæster med hang til aktive naturopleveler og velvære til både gane og krop.

Det gennem-moderniserede Hotel Faaborg Fjord er blevet en del af hotelkæden Small Danish Hotels. Dermed styrker hotellet sin synlighed over for både danske og udenlandske gæster.

Faaborg: Hotel Faaborg Fjord indleder årtiet med at tilslutte sig Small Danish Hotels’ liste over kroer, hoteller og slotte i Danmark. Hotellet, som med sine 128 værelser hører blandt Fyns største hoteller, har således indgået et samarbejde med hotelkæden, der skal bidrage til at tiltrække flere feriegæster til det sydfynske.

Hotellet ligger kun omkring syv kilometer fra Faaborg Golfklub ude i Svanninge-bakkerne.

Hotellet ligger med en skøn beliggenhed ud til Faaborg Fjord i det sydfynske ø-hav.

Samtidig forstærker Small Danish Hotels sit overnatningsudbud inden for blandt andet cykelturisme til danske og internationale gæster i Danmarks smørhul. Hotel Faaborg Fjord, der har rødder helt tilbage til 1808, har netop taget hul på andet step af en større modernisering. Den tocifrede millioninvestering i strandkantshotellet betyder, at i løbet 2020 vil hotellet kunne modtage gæsterne i en spritny nordiskinspireret reception med tilhørende lounge.

Nydelse i nyopført spa

Samtidig kan gæsterne sænke skulderne og skrue op for livsnydelsen i Hotel Faaborg Fjords nyopførte spa og wellness-afdeling, der kommer til at tælle blandt andet spa- og dampbade, vandpejs og koldvandsdyp både ude og inde – alt sammen med direkte udsigt til hotellets private strand og badebro.

– Vi ser frem til, at Small Danish Hotels skal være med til at styrke vores profil særligt over for ferie- og fritidsgæster. Vi har en stærk position som kursus- og konferencehotel, og vi investerer nu tungt i, at vores hotel bliver lige så attraktivt for ferieturister. Med den friske fjord i forhaven, skov i baghaven og nem adgang til Ø-hop, fynske kulturskatte og ikke mindst velvære til både ganen og kroppen, stræber vi efter at få et stærkere fodfæste på det danske, tyske og skandinaviske marked. Det er vi overbeviste om, at vi kan skabe gennem et tæt samarbejde med Small Danish Hotels. Vi får en massiv synlighed via hotelkædens kanaler, herunder via gæsteklubben Benefits, samtidig med det kvalitetsstempel, der følger med medlemsskabet, siger administrerende hoteldirektør hos Hotel Faaborg Fjord, Ulrich Bastrup.

Hotel Faaborg Fjord er i gang med en omfattende modernisering for et tocifret millionbeløb.

Den tocifrede millioninvestering omfatter også, at hotellets restaurant Vinoteket, der værner om lokale råvarer, fremstår i helt nye klæder, der matcher hotellets nordiske stil. Det er designelementer fra blandt andet Hay, Muuto og Ferm Living, der bliver gennemgående i receptionen, loungen og restauranten. Samtidig har hotellet et klart fokus på at bringe naturen inden for både i bogstaveligste forstand med materialer af træ og sten, men også med stor respekt for miljø og bæredygtighed.

Miljøstrategi frem mod 2025

Således har hotellet iværksat en miljøstrategi frem mod 2025, ligesom der venter en Green Key certificering lige om hjørnet.

– Hotel Faaborg Fjord er et rigtig godt match til Small Danish Hotels mange danske, tyske og skandinaviske gæster. Hotellets naturskønne beliggenhed tæt ved Danmarks længste cykelrute, Østersøruten, tapper lige ind i markedets efterspørgsel på kombinationen af aktiv ferie og højkvalitets overnatningsophold. Hotellets gastronomiske profil, nordiske designindretning og kommende spa og wellness miljø passer perfekt til vores gæsters behov. Samtidig har stedet et solidt tag omkring erhvervsturisme, hvilket understøtter vores fokus på forretningsgæster, siger Jørgen Christensen, der er direktør i Small Danish Hotels.

Hotel Faaborg Fjord ligger i udkanten af Faaborg med vandkantsudsigt til det Sydfynske Ø-hav og færgeforbindelse fra egen badebro. Udover nem adgang til cykelruter, vandreture i Svanninge Bakker og by-hygge i den charmerende købstad er der blot 12 kilometer til Fyns største turistattraktion, Egeskov Slot, og en halv times kørsel til H.C. Andersens Hus i Odense.

fakta

Small Danish Hotels

Alle kroer, hoteller og slotte i Small Danish Hotels er individuelt ejede, men alle byder på fælles kerneværdier som personlig betjening, varmt værtskab og står ved løftet om at skabe ”moments of happiness” for deres gæster.