Tæt ved Estepona – godt gemt ude i bjergene – ligger Finca Cortesin. Med en enestående bane og et luksuriøst hotel.
Costa del Sol, Spanien: Lige siden åbningen tilbage i 2006 har Finca Cortesin på Solkysten været beundret for en fantastisk bane, et luksuriøst hotel.
Ikke langt fra Estepona ligger Finca Cortesin; godt gemt ude i bjergene. Det er den navnkundige Cabell B. Robinson – en udbryder fra Robert Trent Jones-firmaet –, der har designet en bane, som nærmest siden åbningen har været en seriøs udfordrer til de berømte baner i Sotogrande lidt længere vestpå; Valderrama, Real Sotogrande og San Roque hedder banerne.
En ambitiøs opkomling. Sådan blev Finca Cortesin af nogen betegnet fra start. Med et budget på 30 millioner euro – næsten en kvart milliard kroner – fik Robinson økonomien til at skabe et anlæg, hvor der ikke er gået på kompromis med noget. Finca Cortesin står som et pragteksempel på, at naturens skønhed går hånd i hånd med en mesterskabsbane af høj, høj klasse.
Raviner og enkelte søer
Rundt på banen møder spillerne forhindringer og udfordringer i form af raviner, bjergskråninger, krat og enkelte søer – alt sammen ensbetydende med, at hver eneste fejlslag omgående straffes.
Med designet er det lykkedes ikke alene at bevare den oprindelige natur. Langt størstedelen af hullerne er også skabt i en forbilledlig balance med den flora og fauna, som har præget det lidt øde område i årtier.
Finca Cortesin er rock’n’roll med storslået natur. Sådan er Finca Cortesin blev beskrevet. Banen blev i nogle år anvendt af Europa Touren til turneringen Volvo Match Play.
Ved banen ligger et luksuriøst hotel med restaurant samt spa og wellness af høj kvalitet. Akkurat som det er tilfældet ude på banen.
Eneste ulempe ved Finca Cortesin er prisen for greenfee. Knap 300 euro. Næsten Valderrama-priser…
Tekst: Jørgen Schultz