Asserbo, Ørnehøj, Hvide Klit, Birkemose og Roskilde modtager penge fra Dansk Golf Union og Danish Greenkeepers Association.
Fem danske golfklubber kan nu se frem til midler, som kan støtte klubberne i natur- og miljøprojekter, fremgår det af en pressemeddelelse fra Dansk Golf Union.
Det er Dansk Golf Union og Danish Greenkeepers Association, der uddeler de i alt 100.000 kroner.
Tilmed er Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet og Danmarks Idrætsforbund med til at afgøre, hvilke ansøgere der skal have del i den årlige pulje, som nu uddeles for anden gang.
De fem modtagere er golfklubberne Asserbo, Birkemose, Hvide Klit, Roskilde og Ørnehøj.
– Vi er glade for, at vi med det her kan være med til at accelerere en positiv udvikling, der allerede er i gang inden for golfsporten, siger Torben Kastrup Petersen, banechef i Dansk Golf Union.
I år har der været 34 ansøgende klubber til puljen. Det er mere end en fordobling i forhold til sidste år.
– Det vidner om en stor interesse for natur og miljø ude i golfklubberne. Det harmonerer med den tid, vi lever i, og så tror jeg også, at corona har været med til at øge interessen for udelivet generelt, uddyber Torben Kastrup Petersen.
De fem projekter, der modtager midler er:
Asserbo Golf Club: I samarbejde med Vinderød Skole vil klubben udlægge to større områder på banen, hvor skoleeleverne selv skal opleve, hvor meget det betyder at lade græsset vokse uden at bekæmpe ukrudt.
Birkemose Golf Club: Sammen med den lokale skole og børnehave vil man fremme biodiversitet ved etablering af insektvold, træbeplantning og fremmelse af flora.
Golfklubben Hvide Klit: Klubben vil etablere et 9.500 kvadratmeter stort vådområde. Det skal give flere vedligeholdelsesfri arealer, mere bæredygtig vanding og øget biodiversitet.
Roskilde Golf Klub: Et “billebo” skal skabe et habitat til truede biller, der lever naturligt i store træudhulinger i gamle træer. Klubben vil afholde workshops, så flere aktører kan deltage i processen.
Ørnehøj Golfklub: Sammen med Aalborg Kommune vil klubben afbrænde rough på nogle skrænter. Afbrænding af disse arealer vil fremme levevilkårene for flere plante- og dyrearter.