Det har knebet med at få økonomien til at hænge sammen på Lübker-resortet. Men nu er der helt anderledes optimisme, og medlemstallet er kravlet i vejret. For klubbens manager gennem snart halvandet år, Hans L. Knudsen, er der nu samtidig også begyndt en tid fri for corona.
Nimtofte, Djursland: Det er nye tider; lysere tider på Lübker Golf Resort ude på Djursland. Også for klubbens manager, Hans L. Knudsen, er der begyndt en ny normal. En hverdag fri for corona-restriktioner.
Hans L. Knudsen tiltrådte i sit chefjob på Djursland den 16. marts 2020 – altså kun fem dage efter, at landets statsminister var trådt frem på det historiske pressemøde og havde bebudet nedlukningen af Danmark.
Det var barske tider for service-industrien. En industri Lübker naturligvis også er en del af med både overnatning, restauranter, spa og andre fritidsaktiviteter, som supplerer golfen på det østjyske resort.
Det er netop med en målsætning om at skulle være i spidsen for Lübker Golf Klubs planer om en kraftig udvikling af klubbens aktiviteter, at den erfarne Hans L. Knudsen er hentet til Djursland. I omkring 30 år har han bestridt flere chefstillinger i branchen – heraf 25 år som direktør for Acushnet Danmark – firmaet bag de store brands Titleist og Footjoy.
Uforløst potentiale
Allerede ved sin tiltræden glædede den nye manager sig til at komme i gang med at forløse det uforløste potentiale, som Hans L. Knudsen kaldte situationen på Lübker, da han tiltrådte.
Lübker Golf Resort åbnede tilbage i 2008, og ved åbningen var ambitionerne skyhøje, og fra både ind- og udland skyllede det ind over resortet med superlativer i form af prisregn og fornem hæder. Omkring en milliard blev der investeret i projektet, men så kom finanskrisen, og det kneb gevaldigt med at få økonomien til at hænge sammen. Også ti år efter åbningen var der uro – og nærmest konstante problemer med at få finanserne til at hænge sammen. Kort ind i januar 2018 går Lübker Golf Club så til skifteretten med en konkursbegæring.
Ny struktur
I begyndelsen af 2019 er ny ejerstruktur på plads, og det er nu Lübker Golf Klub, som driver hele resortet. Omkring 500 medlemmer er der på det tidspunkt, og der er også overskud i regnskaberne.
Det er samtidig lykkedes golfklubben at få en tilstrækkelig opbakning blandt resortets boligejere til en ny aftale- og driftsstruktur. Det giver et nyt økonomisk fundament. Og samtidig kravler medlemstallet yderligere i vejret – og tæller 795 medlemmer i den seneste statistik fra Dansk Golf Union i efteråret 2021.
Hans L. Knudsen er ganske tilfreds: – Reelt har jeg mest været her, mens coronakrisen har hærget. Men med fremgang i medlemstallet og den nye struktur, som får rigtig god opbakning blandt ejerne af boligerne, så er der langt mere optimisme. Den positive udvikling og satsningen på vækst giver en tro på, at vi kan fortsætte udviklingen.
Men det er ikke kun manageren, som er rigtig godt tilfreds. Det samme er bestyrelsesmedlem og én af husejerne, Anders Jakobsen, der til dagligt er bosiddende i Fredericia.
Vellykket festival i juli
Sammen med andre frivillige samt ansatte i sekretariatet satte de sig alle for at afvikle den første festival på Lübker. En festival, som blev afviklet i slutningen af juli, hvor der var arrangeret ikke alene en række sjove og skæve matcher med vægten lagt på det sociale. Der var lagt op til hyggeligt fællesskab omkring golfsporten med forskellige matcher, lækker mad i Restaurant Brasseriet og også en koncert med Lune Carlsen – Kim Larsen Jamband.
Anders Jakobsen glæder sig over, at der gennem de seneste par år er kommet omkring 50 procent flere fuldtidsmedlemmer. Det har betyder, at der er kommet et par klubber-i-klubben- med både tirsdags- og torsdagsgolf. Desuden er der etableret et elitemiljø.
Og alle kan glæde sig over et anlæg, som står skarpt, og som i øvrigt høstede rigtig mange roser, da Ecco Touren var forbi i begyndelsen af juni med afviklingen af Jyske Bank Championship.
Af Jørgen Schultz
fra Lübker Golf Resort