Europa Touren skifter navn til DP World Tour

Fra sæsonen 2022 bliver Europa Touren til DP World Tour. Foto: European Tour

Et nyt og omfattende samarbejde mellem Europa Touren og det Dubai-baserede logikstikfirma vil fra 2022-sæsonen betyde, at præmiesummen for første gang passerer de 200 millioner dollars.

Når 2020/2021-sæsonen afsluttes med DP World Tour Championship i Dubai søndag den 21. november, så indledes der i den nye sæson en ny æra.

European Tour skifter navn til DP World Tour. Navnet skyldes et nyt og omfattende samarbejde mellem Europa Touren og virksomheden DP World, som holder til i Dubai.

Med det nye samarbejde vil de samlede præmiepenge for første gang bryde 200 millioner-dollarsmærket – svarende til knap 1,3 milliarder kroner.

DP World Tour bliver en tour med et internationalt program på mindst 47 turneringer i 27 forskellige lande – inklusive nye turneringer i De Forenede Arabiske Emirater, Japan, Sydafrika og Belgien og en udvidet Rolex-serie på fem begivenheder. Højdepunkterne i slutningen af ​​sæsonen bliver Abu Dhabi HSBC Championship, Slync.io Dubai Desert Classic, Genesis Scottish Open, BMW PGA Championship og DP World Tour Championship.

Samarbejde med PGA Touren

For første gang vil der også være tre turneringer, der afholdes sammen med PGA Tour – det førnævnte Genesis Scottish Open samt Barbasol Championship og Barracuda Championship, som afvikles i USA – som følge af strategisk alliance.

European Tour og DP World blev begge grundlagt i 1972 og er siden vokset til globale virksomheder, hvor DP World med hovedkontor i Dubai er blevet den førende udbyder af globale, intelligente logistikløsninger.

2022-sæsonen indledes i dagene 25.-28. november med Joburg Open i Sydafrika.