En sand juvel syd for Hamborg

Ud over gedigen kvalitet er omgivelserne svære at undgå at bemærke. Når blomsterne er i flor, er banen afsindig flot. Her er der 16. hul. Foto: Hamburger Land- und Golfclub

Det er ikke mindst golfbanerne i det nordlige Tyskland, som tiltrækker sig danskernes interesse. Men ikke langt fra Elb-tunnelen ligger Hamburger Land- und Golfclub i landsbyflækken Hittfeld. I et kuperet terræn er der et væld af både smukke og udfordrende golfhuller.

Hamborg, Tyskland: De nordtyske golfbaner har i årevis tiltrukket sig danskernes interesse. Men lige syd for Elben i Hamborgområdet ligger en skjult juvel.

Få kilometer fra Seevetal-afkørslen ved motorvej A 7 ligger der en golfbane med både kvalitet og golfmæssige udfordringer. Området ved Hamborg er mest kendetegnet ved en forholdsvis flad natur. Men golfklubben i Hittfeld ligger tæt ved Harburger Berge. Bjerge er det ikke, men terrænet rundt på golfbanen er overraskende kuperet. Og det præger banen, som har navnet; Hamburger Land- und Golfclub.

Greens på banen er ofte kuperede – og er også ganske varierede i størrelser. Her er det green på 1. hul. Foto: GolfXtra

Grundlagt i 1957

Det er banearkitekterne John Stanton Fleming Morrison og Herbert E. Gaertner, som får opgaven med at designe banen. Klubben bliver grundlagt i 1957, men det bliver John Morrison, som bliver alene om opgaven, da Geartner dør som kun 51-årig.

Morrison, som var britisk jagerpilot under 1. Verdenskrig, er på det tidspunkt blevet 65 år, og han har mest ernæret sig som banearkitekt og golfjournalist. Han har allerede vakt opsagt med at sætte stregerne til banerne i dels Travemünde ved Østersøen og så klassebanen, den privatejede Falkenstein tæt ved Elben lidt vest for Hamborg.

Klubben i Hittfeld bliver oprettet med de amerikanske countryklubber som forbillede. Her skulle ikke kun være golf – men også mulighed for ridesport samt tennis. Tennisbaner er der den dag i dag fortsat ved anlægget, som bliver den første bane, som bliver anlagt lige syd for Hamborg lige på kanten til Lüneburger Heide.

Klbuhuset ligger smukt med udsigt til teestedet på 17. hul og green på afslutningshullet. Foto: GolfXtra

Omfattende redesign

Fremme i det nye årtusinde beslutter ledelsen, at der skal sættes gang i et omfattende redesign. Der var for mange af hullerne, som var alt for smalle, efterhånden som træerne gennem fem årtier havde groet sig større og større.

I 2004 blev banearkitekten David Krause, der oprindelig er fra Canada, sat til at foretage en omfattende renovering af banen. Der blev ikke kun tyndet voldsomt ud i træerne, men banen blev også gjort længere, som var en nødvendig for fortsat at leve op til sit omdømme som en mesterskabsbane.

Samtidig fik Krause, som efter en tid hos Trent Jones-firmaet gik solo, opgraderet flere af hullerne. David Krause er i Tyskland kendt for at have sat sit præg på en stribe baner som blandt andet Gut Apeldör i Nordtyskland og Strelasund i det tidligere Østtyskland. Ændringerne i Hittfeld blev straks belønnet, for næppe var Krauses arbejde gjort færdig, før det prestigefyldte Leading Golf Clubs of Germany optog Hittfeld-banen i fællesskabet.

Og hvad er der så for en bane, som venter. Allerede fra første tee bliver det tydeligt, at Hittfeld er én af den slags anlæg, hvor hver enkelt hul nærmest ligger for sig selv. Gamle og kæmpehøje træer danner kulisserne på hver side af fairways. Inde mellem træerne er der til gengæld rigtig god plads, så bolde, der er slået skævt, kan som oftest findes og spilles videre. Men det har sin pris.

På flere af hullerne ligger teestederne højere end fairways, mens der omvendt ganske ofte skal spilles op til greens – flere af dem med falske fronter. Så bliver der spillet for kort, falder straffen.

Banen i Hittfeld er anlagt sådan, at klubhuset ikke passeres, når de første ni huller er spillet. Der er stier til klubhuset, men der er et stykke vej. Der er også her mellem 9. og 10. hul, at der ligger en swimmingpool. Den bliver dog mest brugt, når der er særlige arrangementer, hvor det sociale liv og golfen går op i en højere enhed. Og der er jo tale om en countryclub.

13. hul er et rigtig godt bud på én af banens signaturhuller. Foto: Hamburger Land und Golfclub

Flere bud på signaturhuller

Der er flere oplagte bud på signaturhullet i Hamburger Land– und Golfclub. Et bud er hul 13 – et par 3 hul på 162 meter fra gul tee og 30 meter kortere fra forreste teested.

Der er to måder at spille hullet på. Den sikre måde er at holde til venstre, som betyder, at flaget på ingen måde kan trues. Hvis kursen derimod sættes direkte mod flaget, så et der reelt to søer, som skal overvindes – særligt med en pinplacering længst til højre på green. Alt, hvad der er for kort, er i vandet. Så hullet kræver beslutsomhed. Vælg selv mellem fornuft eller risiko.

Allerede på 16. hul kommer endnu et stærkt par 3 hul. Denne gang er der 144 meter til flaget, men her går det voldsomt opad, samtidig med at green er irriterende godt beskyttet af flere bunkere. Banen slutter med to stærke par 4 huller – først nedad og som finale et afsluttende hul på 334 meter, hvor green nærmest ligger helt oppe ved klubhusets terrasse.

Når det sidste put er sænket, kan der ses tilbage på en golfrunde i en majestætisk natur. Ganske enkelt en juvel.

 

Af Jørgen Schultz
i Hittfeld, Hamborg