Masser af afveksling i Kongernes Jelling

Jelling Golfklub har en spektakulær afslutning med tre kuperede huller. Foto: Jelling Golfklub

I mere end 30 år har Jelling Golfklub været trækplaster. Efter et forholdsvist fladt terræn på de første fire huller ændrer banen karakter. Og vær forberedt på en kuperet og dramatisk afslutning.

Jelling: Den midtjyske by Jelling har sin klare fornemmelse for at trække gæster til. Hvert år drager musikentusiaster mod byen til den årlige musikfestival, og inde i byen hænger kongerækken på det meget besøgte museum.

I den modsatte ende af byen ligger Jelling Skovvej. Her kan der også – særligt i sommermånederne – også være pænt med trafik, når golfspillere fra nær og fjern sætter kurs mod Jelling Golfklub, hvis historie går tilbage til 1990. Det var i de år, hvor der for alvor var gang i etablering af baner og golfklubber rundt i Danmark.

13. hul er et langt par 5 hul, som afsluttes med et herligt view ned over Vejle Ådal og søen ved Skovdal Kro. Foto: GolfXtra

Skovdal Kro var kulisse omkring den stiftende generalforsamling i Jelling Golfklub. Mødet foregik mandag den 6. december 1990. Ikke engang ti måneder senere, da bladene var ved at falde af træerne, kunne medlemmerne feste efter færdiggørelsen af en par 3-bane.

Fik testamenteret ejendom

Ambitionerne om at få en 18 hullers bane var der, mens der skulle gå fem år, inden de første 10 huller var klar til spil. Jelling Golfklub fik i 1995 testamenteret en ejendom efter Jens Abrahamsen, som allerede inden sin død havde afgivet jord til golfklubben. Testamentet bød ikke kun på 23 tønder land jord (cirka 13 hektar) – men også et stuehus, som blev solgt. Indtægterne fra salget blev anvendt til opkøb af yderligere jord, så der blev plads til en 18 hullers bane.

Boelsmand Jens Abrahamsen er dog heller ikke blevet glemt, for i rigtig mange år har der i en af årets matcher været dystet om Abrahamsens Pokal.

En gammel stald, som engang husede køer og grise, bliver indrettet til et klubhus, hvor der i dag er en proshop, et café-lokale med selvbetjening samt omklædningsfaciliteter. Udenfor er der et større opholdsområde tæt ved putting-green, driving range og med udsigt over mod det afsluttende 18. Hul.

Teestedernes navne relaterer sig naturligvis til vikingetiden. Backtee har ganske passende fået navnet, Mjølner. Mjølner var det mægtigste våben i Asgård. Det var Thors hammer, som altid ramte, hvad den blev kastet efter. Sådan er det ikke altid, når der drives ud i golf.

14. hul er en regulær perle, Et kort, snedigt hul, hvor drivet skal sidde helt præcist midt mellem de granvoksne nåletræer. Også green ligger godt beskyttet. Foto: GolfXtra

Før finalen nås på den snart 26-årige unge bane, er der en rundtur i en natur, som de færreste førstegangsbesøgende har forventet.

Det begynder ellers helt normalt; ganske fladt. Et langt par 4 på 380 meter fra næstbagerste teested med et dogleg højre. Og vi bliver på huller med en vis længde. 2. hul er et par 5 på knap 500 meter, og så kommer banens første par 3 hul på intet mindre end 180 meter fra det teested (56), som de fleste herrer nok vil vælge.

Banen ændrer karakter

Fremme på 5. hul – banens ifølge scorekortet sværeste – er der fra teestedet udsigt til en ganske flad fairway. Men godt 150 meter før green ændrer banen karakter. Pludselig skråner fairway nedad, og green er anlagt oppe på noget, der nærmest minder om en skråning. 480 meter er dette par 5, som vitterlig lever op til sin handicapnøgle.

Det kan godt være, at banens 6. hul er noget mere menneskelig, når det handler om længden. 344 meter er dette par 4 hul, men der er ikke blot tale om et skarpt dogleg-venstre. Ude i knækket går det voldsomt nedad. Lykkes det ikke at få drivet parkeret ordentlig i knækket, så er der nærmest ingen chance for at angribe green optimalt.

Og så går det eller op og ned på banen, som nogle steder er omkranset af skov med et rigt dyreliv, andre huller ligger tæt på nogle af Jellings parcelhuskvarterer, og så byder banen også på et par huller med en fantastisk udsigt.

Sådan er det eksempelvis fremme ved green på 13. hul – et par 5 hul på 495 meter. Her er der udsigt ned til Fårup Sø – et særdeles yndet udflugtsmål lige syd for Jelling. Også Vejle Ådal kan der kigges ned over.

De rigtig langtslående har mulighed for at skære genvej på det korte 6. hul. Men drivet skal hen over træer, buske og også en bunker. Foto: Jelling Golfklub

Fra udsigt til høje nåletræer

Næppe er der puttet ud på 13. hul, før der kommer et markant anderledes hul. 14. hul – et par 4 hul på beskedne 274 meter. Hullet spiller fuldstændig inde i skoven med store nåletræer på begge sider af fairway. Lige fra teested til green. Ude på fairway knækker hullet skarpt mod venstre, hvorfra der venter et slag ned mod green. Netop forskellen på 13. og 14. hul sætter en tyk streg under de forskelligheder, som Jelling-banen har at byde på.

På 15. hul forlades skoven så igen, og drivet skal igen sidde præcis, for ude i landingsområdet ligger to mindre søer på hver side af fairway.

16. hul er et par 5 hul på 435 meter, og det kun lyde som en overkommelig opgave. Men det, som hullet ikke har i længde, det kompenseres så ved, at der fra teested og til green kun går én vej i terrænet, og det er op, op og op.

Banens næstsidste hul byder på 247 udfordrende meter. Det handler om påpasselighed i drivet, for knap 200 meget på fairway skråner banen voldsomt nedad, og atter engang skal der spilles op til en green. Er der ikke længde nok, kan bolden ende på skråningen, som kan give betydelige problemer.

Afslutningshullet er på 336 meter i kuperede omgivelser. Ude ved fairway ligger en sø, men det er ikke det eneste vand på 18. hul. Fremme ved green går et vandløb på tværs.

Den kendte banearkitekt Frederik Dreyer har virkelig sat sine aftryk på banen. Dreyer satte stregerne sammen med Vagn Rasmussen – den første formand i Jelling Golfklub. D’herrer har vitterlig fået kreeret en bane, som er særdeles afvekslende, og hvor det handler om at anvende alle golfens facetter. Slagene skal slås, men det handler så sandelig også om fornuft og omtanke.

Kongernes Jelling har det hele…

LÆS MERE: Greenfee-priser i Jelling Golfklub

 

Af Jørgen Schultz
i Jelling