Verdura Resort på Sicilien er rykket frem i top 3 over de bedste golfresorts i Europa.
Sicilien, Italien: Verdura Resort – et særdeles kendt resort på Sicilien i Italien – har høstet megen ros for genåbningen af East Course siden efteråret 2021.
Nu kommer så endnu en kvittering for kvaliteten. Verdura Resort er nu i top 3 i Top 100 Resorts in Continental Europe – en prestigefyldt rangering af tidsskriftet Golf World.
Luksusstedet er dermed avanceret fire placeringer til en tredjeplads i magasinets årlige kåring.
Vurderet på tværs af fire kategorier – baner, indkvartering, faciliteter og omgivelser – scorede Verdura højt i alle kategorier. Resortet fremhæves for både kvalitet, dets beliggenhed ud til Middelhavet samt golf- og livsstilsfaciliteter.
The East Course betragtes som bedre end nogensinde. Redesignet var lagt i hænderne på arkitekten Kyle Phillips, som brugte intet mindre end tre år på projektet.
Smukke omgivelser
Som medlem af det eksklusive European Tour Destinations-netværk er Verdura Resort berømt for at tilbyde medlemmer og gæster en uforglemmelig femstjernet golfoplevelse i en af de smukkeste omgivelser i verden.
Udover golfen venter en bred vifte af andre luksussports- og livsstilsfaciliteter samt muligheden for at prøve en autentisk kulinarisk smag af det traditionelle Sicilien med en række retter på en af resortets fire restauranter og fem barer – med friske, økologiske produkter hentet direkte fra Verduras egen have.
Udenfor resortet er der ikke langt til en række kulturelle og kulinariske oplevelser – herunder siciliansk madlavningsundervisning, et besøg i Templernes Dal ved Agrigento eller en dagstur til Palermo.
Af Jørgen Schultz