Århus Charter klar med fri golf til Madeira

Palheiro Golf har en fantastisk beliggenhed, hvorfra der blandt andet er udsigt ned over Funchal fra enkelte huller. (Foto: Palheiro Golf)

Fra den kommende vinter er der mulighed for at komme direkte fra Aarhus Lufthavn til blomsterøen Madeira, hvor to herlige golfbaner venter.

Århus: Rejsebureauet Århus Charter indleder fra den kommende vintersæson rejser direkte fra Aarhus Lufthavn til Madeira ude i Atlanterhavet.

Det sker med konceptet: Fri golf.

”Vi har længe fra mange gæster haft efterspørgsel på at udbyde golfrejser, og vi er rigtig glade for, at vi nu kan præsentere nyheden om golfrejser til blomsterøen i Atlanten, Madeira under konceptet; Fri Golf. Øen byder på to helt unikke golfbaner; Palheiro Golf og Santo da Serra Golf – begge smukt beliggende 500 meter over havets overflade, omkranset af Madeiras betagende natur og dens unikke frodighed”, siger Henrik G. Jensen, Bureauchef hos Århus Charter.

Golfpakken

Århus Charters golfpakke til Madeira, der indeholder Fri Golf, transport mellem hotellerne og golfbanerne samt transport af egen golfbag introduceres til kun 2.500 kroner pr. person, hvor prisen for pakken normalvis koster op til 7.000 kroner.

Golfpakken tilkøbes som et supplement til rejsen uanset hvilket af bureauets hoteller, man som gæst vælger, og Århus Charters golfgæster vil blive mødt af bureauets danske rejseledere, og vil opleve nogle smukke og veldrevne golfbaner på øen.

Palheiro Golf er en af Europas smukkest beliggende golfbaner med udsigt over øens hovedby Funchal og det betagende Atlanterhav. Omgivelserne her er intet mindre end spektakulære! Med sine subtropiske omgivelser og bjergtagende natur, vil enhver golfspiller på netop denne bane få sig en unik oplevelse, både hvad angår golf kombineret med en enestående naturoplevelse. Golfbanen byder på 18 huller i et meget varieret terræn.

Santo da Serra, som flere gange har huset Europa Tour-turneringen Madeira Island Open, har blandt andet dette herlige par 3 hul – på Machico-sløjfen. (Foto: Santo da Serra Golf)

Santo da Serra Golf er en klassisk mesterskabsbane, der bl.a. huser Madeira Island Open, og er ligeledes beliggende i et utroligt smukt sceneri på den østlige del af Madeira ovenfor byen Machico. I dette smukke sceneri vil golfspilleren blive mødt af små søer, smuk botanik og et fladere terræn, samt udsigt til både hav og imponerende bjerglandskab. Golfbanen byder på 27 huller.

”Vi oplever altid stor efterspørgsel på rejser til Madeira, som er et rejsemål, der byder på et utal af unikke oplevelser. Vi har længe ønsket at udbyde golfrejser hertil, og gøre det nemt og tilgængeligt for golfentusiaster, at kunne købe en golfpakke, hvor man kan spille al den golf man ønsker, kombineret med en charterferie, hvor afslapning ved poolen, vandreture, naturoplevelser, Funchals kultur, byliv og skønne kulinariske fristelser kan kombineres efter eget valg”, tilføjer Henrik G. Jensen.

Århus Charter tilbyder charterrejser til Madeira fra Aarhus Lufthavn med afrejse søndag morgen i hele vintersæsonen, startende fra den 23 december 2018 til og med påsken.

fakta

Om Århus Charter

Århus Charters øvrige rejsemål er Zakynthos, Kreta, Tenerife, Fuerteventura, Gran Canaria, Cypern, Mallorca, Side, Rhodos, Ithaca og Sivota.

Alle gæster tilbydes gratis parkering i Aarhus Lufthavn.