La Hacienda Alcaidesa Links Golf Resort er i gang med et moderniseringsprojekt til millioner af euro. Senest er resortet med udsigt ud over Gibraltar på den spanske solkyst kommet med i netværket European Tour Destinations.
Costa del Sol, Spanien: La Hacienda Alcaidesa Links Golf Resort er det seneste medlem, som er kommet med i det prestigefyldte European Tour Destinations.
Alcadeisa er kun den tredje spanske bane, som er med i netværket. De to øvrige baner er Finca Cortesin lidt længere i østlig retning på Solkysten – og PGA Catalunya nord for Barcelona.
Alcaidesa-anlæggets linksbane, som er den ene af resortets to baner, genåbner til sommer. Der er investeret voldsomt i et redesign af banen, som Kurtis Bowman har været hyret ind til. Desuden opføres et nyt femstjernet hotel, halfway-house med restaurant samt en beach club.
European Tour Destination omfatter omkring 30 baner rundt i mere end 20 lande. Det er baner af høj kvalitet, og flere af stederne er der også gode indkvarteringsmuligheder. Banerne ligger placeret rundt i Europa, Mellemøsten og det sydøstlige Asien.
La Hacienda Alcaidesa Links Golf Resort forventer, at medlemsskabet af netværket vil være med til at tiltrække endnu flere golfturister til anlægget, hvorfra der er udsigt ud over Middelhavet, Solkysten, Gibraltar og Afrika.
Blev indviet i 1992
Det er selskabet Millenium Hospitality, som poster millioner af euro i udvidelsesprojektet. På Links Course er samtlige greens og bunkere en del af det omfattende redesign. Kurtis Bowman’s arbejde hviler på det design, som Peter Alliss og Clive Clark satte i gang, inden Alcadeisa blev indviet tilbage i 1992.
Kurtis Bowman’s mål med sit redesign er, at hvert hul skal være som et kapitel i en bog; Ikke ét af hullerne skal være ens – og skal fortælle hver sin historie.
La Hacienda Alcadeisa Links Golf ligger tæt på San Roque nær Sotogrande, som er så kendt for sine mange kvalitetsbaner med kronjuvelen Valderrama.
Af Jørgen Schultz