Martin Leth Simonsen tæt på toppen ved Made in Denmark by Freja. De store stjerner klarede ikke cuttet.
Tekst: Nyhedsbrev fra Made in Denmark
Himmerland: Der var nærmest britiske vejrforhold. Og det var ikke nogen danskerdag på andendagen af Made in Denmark.
Martin Leth Simonsen er bedste dansker på en delt 11. plads inden weekendens to finalerunder. Han har allerede vundet denne lækre Garia, da han torsdag lavede hole in one.
Martin Leth Simonsen og Jeff Winther er ikke langt fra spidsen inden weekendens finalerunder af Made in Denmark by Freja.
Det lugtede længe af dansk fiasko på fredagens runde. Store navne som Lucas Bjerregaard, Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen var allerede sendt til tælling og ude af turneringen, men heldigvis dukkede “nye” danske navne op på leaderboardet.
Det “kører” for Simonsen
Martin Leth Simonsen har været godt spillende på European Challenge Tour i denne sæson, og han har taget storformen med til Himmerland. En runde i 68 slag, tre under par, sender nordjyden frem som nummer 11 i stillingen. Og i det tæt-pressede felt, er han faktisk blot fem slag efter den førende Matthias Schwab fra Østrig.
Ugen udvikler sig efterhånden til en drømmeuge for unge Simonsen. Torsdag lavede han hole in one foran det store publikum på 16. hul, hvilket indbragte ham to lækre Garia biler (1 til sig selv og 1 til sin caddie), og nu skal han ud “sent” lørdag, hvor store mængder danske golf-roligans igen vil bakke ham op.
Et slag efter Simonsen ligger Jeff Winther i samlet to under par, og kun to spillere i feltet var bedre end Winther på dagen. Kan Jeff Winther tage spillet med videre til de næste dage, så er både topresultat og sejr indenfor rækkevidde.
– Jeg elsker at spille her i Himmerland. Banen er fantastisk, og jeg synes, det er en af de bedste baner i verden. Og når man kombinerer det med de bedste tilskuere i verden, så er det jo sjovt, fortalte en humørfyldt Jeff Winther efter runden.
De nye i klassen
Lasse Jensen, Mathias Gladbjerg og Morten Ørum Madsen klarede også cuttet, mens det altså var slut for både Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Søren Kjeldsen og Joachim B. Hansen.
Det er nu op til de “nye” i klassen at sørge for dansk succes, og med de mange tusinde tilskuere i ryggen, så går de nogle uforglemmelige dage i møde. Forhåbentligt kan de levere i kampen mod bl.a. Thomas Pieters, Lee Westwood, Matt Wallace og Andy Sullivan der alle er klar til weekenden.
Køb billet ved indgangen
Har du ikke billet til lørdag, så kan du købe dig adgang i døren. Der venter en fantastisk dag i Himmerland med både golf i verdensklasse og efterfølgende musik.
De fem danskere, der er klar til lørdagens “Moving Day” er:
Nr. 11 – Martin Leth Simonsen (-3)
Nr. 21 – Jeff Winther (-2)
Nr. 30 – Lasse Jensen (-1)
Nr. 30 – Mathias Gladbjerg (-1)
Nr. 63 – Morten Ørum Madsen (par)