Son-trekanten. Sådan kunne navnet på et af middelhavsområdets absolutte klasseresorter passende kaldes.
Arabella Golf er nærmest paraplyen. Det er under dette navn, at tre klassebaner på Mallorca er samlet.
Son Muntaner. Son Vida. Son Quint. Det er navnene på de tre golfbaner med beliggenheder ikke engang et kvarters kørsel oppe i bjergene lige nord for Palma de Mallorca. Tæt ved banerne ligger de to klassehoteller Sheraton Arabella og det slotsagtige Castillo Hotel Son Vida.
Mellem hotellerne og de tre golfbaner kører der shuttlebus med 30-minutters-intervaller. De tredje hotel, The St. Regis Mardavall, ligger ude ved Palmabugten i Portals Nous.
Golfbanerne ligger måske nok ganske tæt ved hinanden i det samme bjergterræn. Men ikke desto mindre er der betydelige forskelle på banernes layout. Historien om golf på Mallorca begynder også i området. Son Vida-banen er den ældste bane på øen. Son Muntaner-banen kom til i 2000 designet af tyske Kurt Rossknecht. Det er den bane, som Arabella Golf Mallorca betragter som den såkaldte mesterskabsbane.