Atalaya: Én af klassikerne på Solkysten

Masser af fyrre-, pinje- og oliventræer er der rundt på de to baner ved Atalaya Golf & Country Club. Foto: GolfXtra

Fokus på Costa del Sol: Der står en tysker bag anlægget af Old Course i Atalaya Golf & Country Club tæt ved Benahavis på Costa del Sol. Klubben trækker ikke blot et væld af medlemmer – men også greenfee-gæster i stor stil.

Costa del Sol, Spanien: Én af de mest klassiske baner på Costa del Sol er Old Course i Atalaya Golf & Country Club mellem Marbella og Estepona.

Old Course blev åbnet i 1968, og i modsætning til andre af de golfbaner, som blev etableret på den spanske solkyst, så var Atalaya Golf & Country Club primært en golfklub – og ikke et kombineret golf- og ejendomsprojekt. Det betyder, at medlemmer og greenfee-gæster kan nyde golf i naturlige omgivelser, selv om området er særdeles bebygget.

Første hul spiller nedad, og langtslående har mulighed for at drive green. Foto: GolfXtra

Det blev en tysk veteran inden for design af golfbaner, Bernard von Limburger, som der blev sendt bud efter. Ikke færre end 74 nye baner var von Limburger involveret i, og selv om det mest var i Tyskland, Schweiz og Østrig, at de fleste opgaver kom fra, så er det ét klasseprojekt, som er blevet skabt. Fremme i 1990 blev New Course tilføjet, så klubben nu råder over to dejlige 18 hullers-baner.

Imødekommende atmosfære

Lige fra starten har det været et mål for Atalaya Golf & Country Club at være en gæstfri klub med en venlig og imødekommende atmosfære. Det har også medført, at klubbens medlemstal er mangfoldig. I 2022 er medlemmerne spredt ud over ikke færre end 36 nationaliteter, og der er også danskere imellem.

I modsætning til mange af de øvrige baner på Solkysten, så blev Atalaya Golf & Country Club etableret primært som en golfklub. Ikke som et kombineret golf- og ejendomsprojekt. Her er det 9. green på Old Course. Foto: GolfXtra

Atalaya-banerne bliver i vid udstrækning anvendt af golfspillere, som drager afsted på Long Stay-ophold, eller som har feriebolig på Solkysten. De hyggelige klubhuslokaler ligger højt oppe, men nede ved første tee ved Old Course-banen er der et hyggeligt stenhus. Det er et hyggeligt omdrejningspunkt for masser af aktivitet, og der er mulighed for en espresso eller noget køligt at drikke – både inden og efter runden.

En bane med udfordringer

Golfmæssigt byder Old Course på mange udfordringer. Oppe fra første teested ser hul 1 ganske overkommelig ud med blot 309 meter fra gul tee. Der spilles nedad, så langtslående skal passe på med driveren. Nede ved green ligger en lille sø, som kan drille i indspillet.

12. hul – et udfordrende par 3 hul – har en større sø mellem teested og green. Foto: GolfXtra

Et af de vanskelige par 3 huller er 12. hul, hvor der er 170 meter til green, og inden bolden kan lande der, skal den sendes hen over en større sø. Som om vandet ikke er nok; så er der fremme ved green også et par store bunkere.

Også på 13 hul – et par 4 hul – er der masser af vand i spil. Foto: GolfXtra

Vand er der også i spil på 13. hul – et par 4 hul på 328 meter. Hullet er en anelse dogleg venstre, og er bolden først kom tørskoet over søen, så der indspillet noget mere ukompliceret.

Et gennemgående træk for banen her i sommeren 2022 er, at greens ikke blot er i rigtig god kvalitet; de er også hurtige. Flere af dem er mere ondulererede, end de umiddelbart giver udtryk for.

Old Course er den sværeste af de to baner – og med sin kvalitet og sit design er banen én af klassikerne på Solkysten

Greenfee-priserne varierer hen over året. På klubbens website kan de aktuelle priser ses på booking-siden

 

Af Jørgen Schultz
på Costa Del Sol, Spanien