Det lysner for golfspillere, som hungrer efter at komme sydpå for at spille golf i shorts og polo. Men foreløbig er det alle vaccinerede, der har lettest ved at komme afsted.
Golfspillere og andre solhungrende har ventet på det længe. Men nu lysner det, og flere charterselskaber er ved at starte maskinerne op for at kunne transportere gæster til solrige destinationer.
Spies har første afgang den 22. maj. Første fly sendes afsted mod en af danskernes favoritter; Mallorca.
Udover Mallorca er der også masser af andre afgange med Spies i den kommende tid. Her får du et overblik over de skønne destinationer, hvor der også kan spilles golf.
· Gran Canaria fra den 26. maj
· Kreta fra den 3. juni
· Cypern fra den 14. juni
Genåbnings- og fødselsdagstilbud hos Bravo Tours
Bravo Tours tager hul på genåbningen til Kreta allerede den 21. maj. På den græske ø venter der også en kvalitetsbane for golfere. Det er Crete Golf Club, som både er en smuk og dramatisk bane i bjergene tæt ved turistbyen Hersonissos på østsiden af øen.
I løbet af sommeren åbner Brave Tours også til andre golfdestinationer som eksempelvis Algarve, Azorerne, Mallorca, Costa del Sol og Costa de Almeria.
Senere på året sættes der gang i de populære matchture igen.