Hvis du er på tur med golfkøllerne i Københavnsområdet her i anden halvdel af august, så kan golfen passende suppleres med deltagelse i madfestivalen Copenhagen Cooking, hvor der blandt andet er en særlig festival-øl på programmet.
Når madfestivalen Copenhagen Cooking løber af stablen fra den 16.-25. august, bliver det igen med en særlig festivaløl på programmet – i år fremstillet i samarbejde med årets venskabsregion Flandern i Belgien, hvis ølkultur er noteret som UNESCO-kulturarv.
Årets officielle øl – The Flemish Master – er mere specifikt et samarbejde mellem Nørrebro Bryghus og det anerkendte flamske bryggeri De Koninck. The Flemish Master er en ravfarvet IPA på 4,5 procent med krydrede toner fra belgisk alegær, afbalanceret med frugtige og friske noter fra amerikanske og newzealandske humler.
Øllen kan bl.a. smages til Frederiksberg Høstfest (16. august), til festivalens middag på Gammel Strand (23. august), Smørrebrødets Dag (24. august) og Den Store Søndagsfrokost (25. august).
Der uddeles også smagsprøver den 22. august, når festivalpladsen åbner.
Er man ekstra vild med øl, kan man også deltage i flere øl-events i løbet af festivalen:
22. august: Ølsmagning og filmfremvisning af dokumentaren Bottle Conditioned. Deltag i en eksklusiv smagning af de berømte lambic øl med Brouwerij 3 Fonteinen. Aftenen indledes med en fremvisning af filmen Bottle Conditioned med bl.a. Oscar-nominerede Jerry Franck. SE MERE
23. august: Ølsmagning med Brouwerij De Koninck. Forkæl dine smagsløg med en flamsk ølsmagning med brygmester Sven Dekleermaeker fra bryggeriet De Koninck, som har været med til at lave årets festivaløl. Bryggeriet gør deltagere klogere på dets historie, forskellige øltyper og bryggeprocesser. SE MERE
Langtfra kun øl
Copenhagen Cooking er langtfra kun øl.
Der venter flere end 100 madoplevelser, når der dækkes op til et brag af en madfest i sensommersolen, og du kan allerede nu gå på smagsopdagelse i programmet, der både byder på de ikoniske langbordsmiddage, smagninger – herunder også vin, workshops, skuekøkkener, madmarkeder og meget, meget mere.
Glæd dig til at opleve madglæden, når København danner ramme om årets helt store madfestival, mød de dygtigste madhåndværkere fra ind- og udland og kom med til unikke madoplevelser under åben himmel.
Af Jørgen Schultz