Coronakrise udsætter Made in Denmark: Alle solgte billetter refunderes

Det er håbet, at Made in Denmarks 2020-udgave kan afvikles senere på året. Men ledelsen har besluttet at fundere alle solgte billetter.

Himmerland: Made in Denmark presented by Freja er blevet udsat på grund af coronakrisen.

Nu har turneringsledelsen besluttet at refundere alle solgte billetter:

– Vi er meget bekymrede over den aktuelle udvikling af coronavirus, og mener, at den bedste beslutning er at udsætte begivenheden. Vi vil, så snart det er muligt, sammen med Europaturen finde en ny dato for Made in Denmark presented by Freja. Det er dog stadig for tidligt at sige hvornår, men både vi og Himmerland Golf & Spa Resort ser frem til at præsentere en fantastisk bane og turnering for spillere og fans, når vi er på den bedre side af denne uheldige situation, meddeler turneringsledelsen på Made in Denmarks website.

Mail fra billetsystem

Her føjes der til: – Da vi for nuværende ikke kan oplyse en ny dato og derfor ikke kan sige noget om program og setup, har vi besluttet at tilbagebetale samtlige billetter. Billetkøbere vil indenfor kort tid modtage en mail fra vores Safeticket billetsystem, med information om hvordan det foregår. Vi gør opmærksom på, at der kan gå et par dage eller tre inden pengene går ind på køberens konto.

– Hvis man oplever problemer, eller pengene ikke er gået ind efter 3-4 hverdage, skal man maile til billet@madeindenmarkgolf.dk. Det kan skyldes, at man har fået nyt kreditkort, skiftet bank eller lignende. Vi er sikre på, at vi får lidt travlt, så vi beder alle om at væbne sig med en smule tålmodighed – så skal vi nok få det løst.

– Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak for den opbakning vi har mærket, og håber at alle er klar til igen at bakke os op, når vi har fundet en ny dato senere på året. Indtil da, pas på jer selv og menneskerne omkring jer.