Det er ikke bare en golfmæssig, men også en historisk oplevelse at træde ind på Omaha Beach Golf Club på den franske vestkyst. I det hele taget er Normandiet særdeles stærk på golfoplevelser.
Vi er nået frem til sjette green på Le Mer-banen på Omaha Beach Golf Club.
Fra den enorme green er der et storslået view ud over Atlanterhavet. Tæt ved green er der en bunker; ikke sådan én golfspillerne oplever med sand. Her er der ikke blot en mindesten, men også en rigtig bunker af beton, som det er muligt at gå ned i. I bunkeren er der en smal sprække, som giver udsigt over havet.
Det var her, at nogle få tyske soldater til deres rædsel i måneskinnet kunne se, at tusindvis af soldater fra de alliereredes styrker påbegyndte deres invasion natten mellem den 5. og 6. juni 1944 – for snart 80 år siden. Det kom til heftig skududveksling og bombardementer, og vandet blev på et tidspunkt blodrødt.
Flere end 6.000 skibe og over 11.000 fly deltog i denne invasion, som har mejslet sig ind i verdenshistorien.
Nedenfor de barske skrænter på kysten ligger den lille fiskerby Port en Bassin. Det gjorde byen allerede, da invasionen blev gennemført.
Hvert hul har historisk navn
Efter det spektakulære hul 6 på La Mer-banen – designet af Yves Bureau – vender spilleretningen. Fra hul syv har spillerne ryggen mod havet. Som oftest vil vinden også være i ryggen. Det er i øvrigt kun fra green på hul et, hele hul to og så hul seks, at der er udsigt til havet. Hul 2 er en sand perle – et par 3 hul i et kuperet landskab med udsigt ned over fiskerbyen og med havet som bagtæppe.
På hvert teested på La Mer er der skilte med fakta omkring det næste hul. Men på grund af den historiske beliggenhed har hvert hul fået et navn efter en af de kendte generaler eller andre nøglepersoner fra invasionen. Eksempelvis er hul 1 opkaldt efter Dwight D. Eisenhower, som var ansvarlig for D-dagen, inden han senere blev amerikanske præsident.
La Mer-banen – par 72 – er mesterskabsbanen på Omaha Beach Golf Club. Den anden bane, som har navnet Le Manoir, har par 71.
Der er nærmest tale om to forskellige landskaber for de to baner. På Le Manoir er der et bakket og bølgende landskab med mange små søer. Der er også langt flere træer på Manoir i forhold til banen ud mod havet.
Ved Omaha Beach Golf Club ligger der også et hotel drevet af Mercure-kæden. Her er der velindrettede værelser, restaurant og swimming pools.
Af Jørgen Schultz
i Normandiet