Alle typer ferieformer rigt repræsenteret på Ferie for Alle i Messecenter Herning den 23.-25. februar. Årets tema er krydstogter, men Samtidig favner messen alle andre ferieformer lige fra golf og camping til outdoor og charterrejser.
Dansk Golfshow får en makeover ved 2024-udgaven af Ferie for Alle i Messecenter Herning.
Dansk Golfshow er Danmarks største golfmesse og det perfekte sted at starte den nye sæson. Der er masser af muligheder for at prøve det nyeste golfudstyr fra førende mærker, planlæg det næste golfophold i Danmark eller udlandet og find gode tilbud på golfrejser til Sydeuropa og mange andre spændende destinationer. Den danske golfbranche står klar til at hjælpe dig på vej til nye golfoplevelser.
Som noget nyt i år vil der også være et område med fokus på juniorgolf – børn og unge kan prøve kræfter med golf, uanset om man har spillet før eller ej.
Krydstogter er årets tema
Ferie for Alle sætter i år fokus på krydstogter på næste udgave af messen, hvor der blandt meget andet indrettes et foredragslokale dedikeret til ferieformen og diskes op med krydstogt-relateret underholdning på den store scene i Hal M.
Krydstogter fremhæves også i den officielle messeavis, ligesom der trækkes lod om krydstogtbilletter blandt alle, der har købt billet til messen. Alt sammen er det naturligvis noget, der vækker begejstring i branchen.
Overflødighedshorn af indtryk
Feriemessen omfatter desuden den integrerede campingmesse, som denne gang breder sig over seks haller, outdoorshowet bliver atter et overflødighedshorn af indtryk og aktiviteter, og Danmarkshallen er som altid ambitiøs i bestræbelserne på at gøre de besøgende klogere på de mange muligheder i vort eget land.
Samtidig kalder det store udland i to haller, ligesom messen igen byder på et overdådigt legeland for børn og barnlige sjæle. I det hele taget er der skruet op for oplevelserne på den kommende udgave af Ferie for Alle, der eksempelvis har flere end 150 rejseforedrag på tapetet.
Af Jørgen Schultz