Den amerikanske kaptajn Steve Stricker er klar med sit dusin, som skal tage kampen op med Europa på Whistling Straits i slutningen af september.
Det amerikanske Ryder Cup-team er komplet.
Collin Morikawa, Dustin Johnson, Bryson DeChambeau, Brooks Koepka, Justin Thomas and Patrick Cantlay var allerede sikre på deres plads på holdet.
Derimod var der voldsom spænding omkring de seks spillere, som skulle have den såkaldte Captain Picks. Og efter store, store overvejelser er holdet nu klar til at tørne sammen med Europa på Whistling Straits i dagene 24.-26. september nær Chicago.
Direkte på den amerikanske tv-station Golf Channel offentliggjorde kaptajnen Steve Stricker de seks resterende spillere. Tony Finau, Xander Schauffele, Jordan Spieth, Harris English, Daniel Berger og Scottie Scheffler får deres plads på holdet.
Dermed blev der ikke plads til eksempelvis Patrick Reed, og Stricker lagde ikke skjul på, at det havde taget en del nattesøvn. Reed, som har været sikker mand gennem de sidste mange Ryder Cup-opgør, fik som den første det negative opkald fra Stricker.
Den europæiske kaptajn, Padraig Harrington, udpeger sine Captain Picks efter den igangværende BMW PGA Championship på Wentworth i England.