Både Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen faldt tilbage i feltet på lørdagens runde på Royal Portrush. Der er optræk til irsk folkefest, for Shane Lowry fører med hele fire slag.
Portrush, Nordirland: Det kan godt være, at Nordirland hører med til det engelske kongedømme, og at Irland har sin egen republik.
Ikke desto mindre er der optræk til noget nær fælles irsk folkefest på Royal Portrush, efter at Shane Lowry fra Irland for alvor trådte til i pedalerne på en stort set vindstille dag. Otte slag under banens par blev scoren for ireren, som blev hyldet, da han gik op mod 18. green sammen med amerikaneren J.B. Holmes, som er seks slag efter Lowry.
Nærmeste forfølger til Lowry er Tommy Fleetwood, som er fire slag efter. Netop Lowry og Fleetwood skal ud i førerbolden søndag.
Lørdagen blev ikke nogen moving day for de to danskere, Lucas Bjerregaard og Thorbjørn Olesen. Bjerregaard gik tre over par og er på en delt 36. plads, mens det gik endnu værre for Thorbjørn Olesen, som gik seks over par – og er på en delt 66. plads.
Dermed har de to danskere udspillet deres roller.