Der er masser af lækkerier, når det gælder de lokale specialiteter i og omkring Lissabon i Portugal.
Lissabon, Portugal: Der er flere lokale specialiteter, som man ikke må gå glip af at prøvesmage, når turen går til Lissabon.
Øverst på listen over “must-eats” i den portugisiske hovedstad er den klassiske Pastel de Nata; en lille tærte fyldt med en creme, der smager bedst, når den er rygende varm og drysset med sukker og kanel. Tærten serveres ofte med en stærk bica – en portugisisk espresso – og bør nydes på en fortovscafé. Vil man have den helt originale udgave, er det værd at tage sporvognen til Belém, hvor bageriet Pastéis De Belém har serveret de små tærter siden 1837; efter sigende som de første. Turen tager cirka 45 minutter.
Populære fiskeretter
Portugal er også kendt for sine fisk og skaldyr – mange madentusiaster mener endda, at Lissabon er et af verdens bedste steder at spise netop dette.
Blandt de mest populære fiskeretter i Lissabon er Bacalhau; saltet torsk, som serveres på stort set alle lokale restauranter i byen. En anden specialitet er de friske, grillede sardiner, som ofte serveres med brød. Sardiner på dåse er også en Lissabon-klassiker, og butikken Conserveira de Lisboa er blandt de mest populære steder at købe disse samt adskillige andre typer fisk på dåse.
Vil man have uprætentiøse skaldyrsserveringer, er det blot at finde en såkaldt “cervejarias”, hvor man kan nyde grillet skaldyr i uformelle omgivelser. Blandt de mest ikoniske er Cervejaria Ramiro, der især er kendt for sine enorme rejer.
Syd for Lissabon kan man desuden besøge fiskerbyen Setúbal, der er kendt som ophavssted for en særlig ret af friteret blæksprutte; på engelsk “cuttlefish”. Det tager godt halvanden time i tog eller 45 minutter i bil at komme hertil, og de sprøde bidder, der serveres med pomfritter og salat, er hele køreturen værd.
Fra Setúbal går også færgen over til halvåen Troia, hvor en af Portugals mest klassiske golfbaner – med samme navn – ligger.
Husk også at prøve den portugisiske streetfood-klassiker Bifanas, der er en portugisisk sandwich med tyndt skåret svinekød i en helt særlig marinade. Bifanas fås overalt i Portugal, men opskriften – og smagen – varierer fra region til region.