Det privatejede La Zagaleta på Costa del Sol driver et luksusresort – som sjældent set. Den ene af de to kvalitetsbaner, New Course, er tilgængelig for os almindelige golfere.
På den trafikerede A397 mellem Marbella og én af de mest besøgte turistbyer i bjergene i Andalusien, Ronda, ligger La Zagaleta,
Det er et privatejet luksusanlæg med boliger og et par golfbaner i helt særlig kvalitet. Alt sammen i et gated område, hvor det kræver, at de besøgende kan fortælle om deres ærinde.
Der er to golfbaner – Old og New Course. Old Course er kun forbeholdt de omkring 300 medlemmer, som har penge nok på kontoen til at smide op mod 800.000 kroner på bordet for at være med. Banen blev bygget i begyndelsen af 1990’erne af amerikanske Brad Benz, og han flyttede en hel del jord, da han etablerede fairways og greens på anlægget i bjergrige omgivelser her ved Benahavís. En lille kommune, som i den grad nyder godt af La Zagaleta med de i alt 350 luksusboliger, som kun er de få forbeholdt at kunne betale huslejen.
Plads til 400 luksusvillaer
Hele området omfatter intet mindre end 900 hektar. Oprindelig var det planen at opføre henved 3000 ferieboliger, men et investeringsselskab valgte anderledes – og satsede i stedet på luksusvillaer. Omkring 250 er der opført, men alt i alt er der plads til 400 villaer. Grundene svinger fra 3000 og op til 10.00 kvadratmeter, og priserne er mellem tre og godt 30 millioner – euro vel at mærke, Det er fortrinsvis britere, tyskere, schweizere – og såmænd også danskere.
Øverst oppe på anlægget er der placeret en heliport, som rigmændene kan anvende, når de skal til og fra området. Fra området er der en fantastisk udsigt over hele kyststrækningen fra Marbella og helt ud til Gibraltar og Marokko i det fjerne.
To dramatiske golfbaner
New Course har gennem de seneste år været tilgængelig for os almindelige golfspillere – dog kun på nogle få tidspunkter på dagen.
New Course blev designet i 2005 af Gaunt & Marnoch, som tog sig af alle detaljer for at skabe et underholdningsrum, der blander sig med naturen på en 18-hullers bane med smukke forhindringer og doglegs, hvor dådyr vandrer rundt i den imponerende udsigt, hvilket gør det til en unik oplevelse.
I øjeblikket er der mulighed for, at et begrænset antal spillere kan reservere starttider i et tretimers interval fra klokken 9 til 12. Omkring 1200 kroner er prisen for 18 huller, men så er der også buggy, velkomstpakke samt fri adgang til træningsområdet.
Klubhuset på New Course tilbyder en proshop, omklædningsrum og Arbonauta Restaurant, der drives af Delicias Gourmet Group.
Menkortet i klubhuset afspejler meget godt prisniveauet på anlægget – lige fra en clubsandwich til priser som i et almindeligt dansk klubus til kaviar til mange tusinde kroner.
Af Jørgen Schultz
fra La Zagaleta, Spanien