Et unikt feriested med golf og arkitektur

Fra banens højeste punkter er der en skøn udsigt ned til Obidos-lagunen. Foto: Bom Sucesso

Bom Sucesso forener det bedste af Portugals skønhed og kultur med førsteklasses faciliteter – beliggende ved bredden af Obidos-lagune.

Bom Sucesso – en times tid nord for Lissabon – er ikke noget helt almindeligt golfresort. Det er samtidig en arkitektonisk oplevelse.

Designet af ikke færre end 23 internationalt anerkendte arkitekter er resortet en æstetisk nydelse med luksusvillaer og townhouses, som smelter harmonisk ind i det omkringliggende landskab. Hver bygning er en unik kombination af moderne design og komfort med store vinduer, der åbner op mod det smukke portugisiske landskab. De minimalistiske linjer i arkitekturen kontrasterer smukt med det frodige, grønne miljø og lagunens blå vand.

Resortets boliger er perfekte til familier, par eller grupper, som ønsker at nyde privatlivets fred og komfort i luksuriøse rammer. Hver villa er fuldt udstyret med moderne køkkenfaciliteter, rummelige opholdsområder og private terrasser eller haver, hvilket gør det ideelt til både korte og længere ophold.

Afslutningshullet på Bom Sucesso er én af de mest udfordrende på banen – beliggende tæt ved hotellet, som ventes at genåbne i 2026. Foto: GolfXtra

Afvekslende 18 huller

Golfbanen er designet af den berømte arkitekt Donald Steel. Banen strækker sig gennem resortet og byder på en spektakulær udsigt over lagunen og de omkringliggende bjerge.

Bom Sucesso ligger i et naturskønt område, og særligt på de sidste ni huller er banen let kuperet. Foto: Bom Sucesso

De første ni huller spilles i relativt jævnt terræn, mens de ni bagerste huller ligger i et mere kuperet landskab.

Golfoplevelsen kulminerer på de tre sidste huller, hvor banens højeste punkt nås på 17. hul – et udfordrende par 5 hul på knap 500 meter fra gul tee. Og så følger finalen – et særdeles svært par 4 hul på 391 meter, hvor der drives ud fra et højtbeliggende teested. To kanaler med vand skal forceres, inden man når frem til green, som ligger tæt ved resortets hotel, som forventes at genåbne i 2026.

De arkitekttegnede villaer rummer alle moderne faciliteter. Foto: Bom Sucesso

Friske fisk i restauranten

I klubhuset ligger resortets restaurant, som serverer retter inspireret af det bedste fra det portugisiske køkken med lokale råvarer og friske fisk og skaldyr fra Atlanterhavet. Der kan også nydes et glas portugisisk vin fra de omkringliggende vinområder.

Fra Bom Sucesso er der ikke langt til en række spændende seværdigheder. Den historiske by Óbidos er blot en kort køretur væk. Byen er som taget ud af en middelalderfortælling. De smalle brostensbelagte gader, hvidkalkede huse og den imponerende bymur gør Óbidos til et must-see,

Fra Bom Sucesso-resortet er der heller ikke langt til nabobanerne Praia Del Rey, Royal Obidos og West Cliffs.

 

Af Jørgen Schultz
i Portugal