Fra torsdag den 23. til søndag den 26. maj går det løs med Made in Denmark presented by Freja. I år vender turneringen og folkefesten tilbage til Himmerland.
Himmerland: Publikumsmæssigt er Made in Denmark presented by Freja en af de største turneringer på Europa Touren. Fra torsdag til søndag den 23.-26. maj vender turneringen hjem til Backtee Course på Himmerland Golf & Spa Resort. Knap 23 millioner kroner står på spil.
Sidste sommer blev den prestigefyldte golfturnering afviklet på Silkeborg Ry Golfklubs baner, men i år vender turneringen hjem til Himmerland Golf & Spa Resorts Backtee Course for femte gang:
– Det er en stor ære, at vi endnu engang får lov til at være vært ved Made in Denmark. Vi har arbejdet hårdt med at istandsætte hotelværelser og resortfaciliteter de seneste måneder, så både tilskuere og spillere kan nyde en suveræn totaloplevelse her i Gatten. Samtidig er vi glade for, at vores unikke omgivelser får den særlige anerkendelse ved at være omdrejningspunkt for Danmarks største sportsbegivenhed, fortæller Mark Bering, direktør hos Himmerland Golf & Spa Resort i et nyhedsbrev.
Unik atmosfære
Turneringens tilskuere får mulighed for at opleve den helt unikke atmosfære på Himmerland Golf & Spa Resorts fantastiske baner – særligt på det ikoniske hul 16, der også er kendt som Himmerland Hill. Bakkerne rundt om greenen skaber et naturligt amfiteater med plads til mange hundrede mennesker, og det skaber garanti for en usammenlignelig stemning.
– Det er svært at forklare den stemning, som Made in Denmark skaber. Det er en helt særlig oplevelse, uanset om du er golfinteresseret eller ej. Under hele turneringen vil der desuden være masser af liv og aktiviteter i området, så vi opfordrer alle til at komme og deltage i folkefesten, lyder det fra Mark Bering.
Musikoplevelser klar til festival
Made in Denmark har de seneste år tiltrukket op mod 80.000 tilskuere ved hver turnering. Det er således en sand folkefest, som fortsætter med musikfestivalen Made in Denmark Festival, når dagens sidste bold er spillet.
Musikprogrammet er i år fyldt med folkekære kunstnere, som går på scenen torsdag, fredag og lørdag fra klokken 19.30 og frem til midnat. Publikum kan blandt andet glæde sig til at opleve Lars Lilholt, Lune Carlsen, Peter A.G., Michael Falch, Bjarke fra Queen Machine og Poul Krebs. Herudover spiller også Hit Orchestra & Louise Moe, All Stars og Himmerland Golf & Spa Resorts egen Bobby The Pro.