Fuldt blus på Costa Navarino

12. hul på den ene Hills-bane med udsigt ned over Costa Navarino-bugten og dens forbjerge.

Den græske destinations 36 nye huller åbnede – helt efter planen – i uge 8 i 2022, og snart flyver Aegean Airlines nonstop til den nærliggende Kalamata lufthavn.  

Costa Navarino, Grækenland: Corona har ikke været en græsk tragedie for Costa Navarino. Tværtimod åbnede resortets 36 nye huller for spil i februar, helt efter planen, og med i alt 72 huller er Costa Navarino nu en fuldblodsdestination.

Costa Navarino ligger på Grækenlands vestkyst, en god halv times kørsel fra Kalamata lufthavn. Fra 20. marts flyver Aegean Airlines dertil nonstop fra København. Det tager cirka 3 timer og 15 minutter – hurtigere end til eksempelvis Lissabon – og vejret er mindst lige så godt. 

Ryder Cup-stjernen José María Olazábals banearkitektfirma har stået for de to nye baner. Helt præcist hedder de International Olympic Academy Course og Hills Course og måler henholdsvis 6.460 og 6.280 meter fra backtee. 

Førstnævnte er sværere, hullerne ligger tættere, og der bydes på fabelagtig havudsigt. Fra store dele af Hills Course vender udsigten ’den anden vej’, altså ind i landet og op mod bjergene i det fjerne. 

Hotel-kapaciteten udvides

Der bygges ikke hotel ved Hills Course-banerne – trods god plads, for de to gange 18 huller og deres fælles klubhus spreder sig over et 500 hektar stort område. 

Men Costa Navarinos hotelkapacitet vokser snart alligevel med omkring 300 værelser, suiter og villaer. Disse placeres inde på eller nær den ene af Costa Navarinos ’oprindelige’ baner, Bay Course. Nogle af beboelserne står klar til sommer. Resten indvies i 2023, og de skal drives af den eksklusive hotelgruppe Mandarin Oriental. 

Caddie Golfrejser, Classic Golf, Golf Plaisir, green2green og Sweet Spot Travel har Costa Navarino på programmet.

LÆS MERE

Af Jan Frimodt