Bestyrelsen i Barløseborg Golfklub har gennem nogen tid drøftet overtagelse af banen med de nuværende ejere, Ann og Niels Haustrup.
Barløseborg: – Jeg har fået mandat til at orientere jer om, at klubbens bestyrelse gennem nogen tid har talt generationsskifte med vores baneejer, Barløseborg Golfbane A/S, og dennes bestyrelse og hovedaktionæren, Ann og Niels Haustrup.
Sådan skriver formanden Arne Jakobsen, Assens, i det seneste nyhedsbrev på golfklubbens hjemmeside.
Han føjer til: – Vi er nu nået så langt i disse drøftelser, at vi er enige om en principaftale om klubbens mulige overtagelse af baneanlæg med tilhørende bygninger og maskiner. Når jeg siger mulige overtagelse, så hænger det sammen med, at bestyrelsen jo ikke har mandat til at kunne købe anlægget uden om klubbens medlemmer og vi har jo heller ikke penge i kassen til at kunne komme i mål hermed.
Det videre arbejde
Ifølge Arne Jakobsen handler baneejers og bestyrelsens principbeslutning derfor primært om på hvilke vilkår, klubben kan overtage baneanlægget, hvis der kan skaffes den nødvendige opbakning fra klubbens medlemmer og den nødvendige finansiering hertil.
– Processen for disse undersøgelser vil derfor være, at klubbens bestyrelse nu igangsætter udarbejdelsen af et oplæg med en gennemgang og beskrivelse af de aktiver, der overtages, en finansieringsplan, et vedtægtsgrundlag og et beslutningsgrundlag til forelæggelse på vores kommende generalforsamling. Vores tilgang til disse drøftelser har været, at vi fra klubbens bestyrelses side gerne vil bevare og udvikle vores golfbane og -klub, samtidig med, at vi også gerne vil bestræbe os på at give Ann og Niels Haustrup mulighed for at overgå i den såkaldte ”tredje alder” med vished om, at golfbanen fortsat består. Derfor har begge parter måttet bøje sig mod hinanden i vilkårsdrøftelserne med skyldig hensyntagen både til de investerede værdier og den fremadrettede rentabilitet, hedder det i nyhedsbrevet.
– Når jeg offentliggør denne principaftale i dag, skyldes det primært jeres interesser i klubben og dens fremtidige udvikling, samtidig med, at vi nu har behov for at kunne rette officielle henvendelser til finansieringskilder og mulige investorer med henblik på at kunne tilvejebringe den rette finansieringsløsning. Jeg kan – af gode grunde – ikke sige meget mere i dag, slutter formanden.