Golf, gourmet og gæstfrihed i Gut Apeldör

Gut Apeldör indbyder til golf og afslapning. Tusindvis af danske golfere har gennem årene taget turen ned over grænsen. Foto: GolfXtra

Det er lidt af en dansker-enklave her i det nordvestlige hjørne af Tyskland. Gut Apeldör har gennem årene trukket tusindvis af golfgæster til et anlæg med masser af kvalitet. Lige fra store komfortable værelser, hyggelige rammer til de kulinariske oplevelser og så med ikke færre end 27 golfhuller. 

Den tyske grundighed og kvalitet fornægter sig ikke. Gut Apeldör, som ligger ude i den tyndtbefolkede del af delstaten Slesvig-Holsten, har henrykket ikke så få golfspillere fra ind- og udland. 

Det kan godt være, at 18 hullers-banen på Gut Apeldör har fået navnet Big Apple – og dermed relaterer til et æble. Men Apeldör har intet med et æble at gøre. Apeldör stammer fra det plattyske sprog – en af de store dialektformer i det tyske sprog. Apeldör betyder reelt Den åbne dør. 

Et kig indenfor i de hyggelige rammer, hvor de kulinariske oplevelser foregår. Foto: Gut Apeldör Hotel

Netop den åbne dør signalerer også den gæstfrihed, som medarbejderne på resortet arbejder ud fra. Service og betjening er i top, uanset om det gælder på terrassen med direkte udsigt ud mod søen ved green på 18. hul, inde ved receptionen eller i de hyggelige restaurationslokaler.  41 værelser rummer hotellet, hvor der også er adgang til wellness-faciliteter.

Herr Worms er grundlæggeren 

Dieter Worms hedder ejeren af hele anlægget. Det var ham – en succesrig tidligere børshandler ud i råstoffer –, som fik ideen til at etablere en bane heroppe i den del af forbundsrepublikken Tyskland, hvor der ikke ligefrem er ekstremt mange indbyggere. Tværtimod. Nærmeste storby er Hamborg – omkring en times kørsel fra Hennstedt. Herr Worms er årgang 1946, og reelt kunne han allerede som 47-årig trække sig tilbage, da han solgte sin andel af mæglervirksomheden. 

Grundlæggeren af Gut Apeldör, Dieter Worms, har altid været initiativrig og innovativ. På anlægget sørger et par store GPS-styrede robotklippere for at klippe fairways på Big 9-banen samt på et par af Big Apples huller. Foto: GolfXtra

Men det ligger Dieter Worms fjernt ikke at være i aktivitet, og da han i historiske 1989, hvor Muren faldt, kommer i kontakt med den landmand, som ejede jorden, er han allerede langt med en ide om at opføre en golfbane. Hans projekt blev gennemgået både af finansfolk og også som en case hos studerende på en handelshøjskole. De vendte tommelfingeren nedad, for dels var der alt for få indbyggere i regionen, og dels er købekraften i området ikke ligefrem i top. 

Men Worms holder fast i sin ide, og at det lykkedes at få humlebien til at flyve, blev understreget i 2021, hvor Gut Apeldör-anlægget rundede et kvart århundrede. Dieter Worms lægger ikke skjul på, at det ikke mindst skyldes de tre søjler, som udgør fundamentet: Golf, hotellet og de kulinariske muligheder. De tre søjler griber afgørende ind i hinanden. 

For omkring seks år siden trak Dieter Worms sig reelt tilbage som Geschäftsführer, men han er stadig aktiv og er synlig for såvel medarbejdere som gæster på anlægget. Han er på fornavn med de fleste. 

På 7. hul er det gule teested trukket ned bag ved søen. “Nur mut” står der på skiltet. Fat mod vil det hedde på dansk. Foto: GolfXtra

Krause er arkitekten 

David Krause blev manden, som Dieter Worms gav opgaven med at få designet Big Apple – navnet på mesterskabsbanen. Krause, som i begyndelsen af sin karriere som banearkitekt arbejdede med Trent Jones Sr., har andre kvalitetsbaner rundt i det tyske på samvittigheden. Det gælder eksempelvis banerne Hamburg Land- og Golfclub, Falkenstein-banen ved Hamborg, Gut Kaden, Winston Golf og Golf Park Strelasund. 

Gut Apeldör har den canadisk-fødte David Krause formået at få indbygget i den nordtyske natur, som om banen altid har ligget her. Der er en del vand i spil i form af små og mellemstore søer. Det går løs allerede på hul 1. 

Men det strammer for alvor til ved teeslaget – fra de gule klodser – på 7. hul, som er et dejligt par 4. Drivet skal ud over søen og helst også komme så tæt på knækket på dogleg-højre hullet for at få det korteste approach-slag ind til green. 

8. hul – et super par 3 hul – kandiderer til at være banens signaturhul. Foto: GolfXtra

Lige efter kommer så 8. hul – et par 3 hul på omkring 150 meter fra gul tee. Her gælder det om ikke at ryste på hænderne, for bolden skal flyve i 140-145 meter for at komme tørskoet over søen. Det er alt andet lige en oplagt kandidat til banens signaturhul. 

Afvekslende huller 

Big Apple er kendetegnet ved, at der er tale om et afvekslende forløb, og særligt par 4-huller varierer i længde. Lige fra det 420 meter lange 5. hul, som er banens på scorekortet sværeste hul. Det bliver ikke mindre svært af, at det oftest spilles direkte ind i vinden. En modsætning er 10. hul på blot 290 meter fra hul. Her er der til gengæld tale om et smalt drive. 

Finalen på Big Apple er et udfordrende hul, som går direkte i retning af hotellet. Foto: GolfXtra

Sådan veksler banen, inden det hele nærmest kulminerer på 18. hul – et par 4 hul på 356 meter. På sidste halvdel af hullet truer den store sø hele vejen i højre side, og indspillet til green bliver samtidig besværliggjort af, at green er ganske onduleret. Vær glad for en bogey. 

Fire teesteder er der at vælge mellem – gul, blå, rød og orange. Lige knap 6000 meter er der fra backtee, mens der fra orange er 5114 meter. 

Gut Apeldör-anlægget udmærker sig ved, at 9-hullers banen – Big 9 – også udgør en fuldbyrdet udfordring. Knap 3000 meter er der fra gul rundt på de 9 huller. Den bør prøves – men vælg det rigtige teested i forhold til handicap. 

Big 9 er ikke en pay-and-play-bane. Det er en rigtig golfbane med knap 3000 meter fra de bagerste teesteder. Her er det et spændende 7. hul – et svært par 5-hul. Foto: GolfXtra

Et regulært trækplaster 

Hos rejseselskabet Nordic Golfers konstaterer medindehaver og -stifter Christian Matthiasen, at Gut Apeldör er et regulært trækplaster. 

– Gut Apeldör er en af vores bestsellers i Tyskland og ligger i top-3, når det gælder antallet af gæster, som vi sender derned. Den har en rating fra vores brugere på 9.3 ud af 10, som er rigtig flot. Som gæst får man meget value for money. Det gælder en flot og velholdt bane, store værelser, en dejlig restaurant og så endelig tysk service og gæstfrihed, understreger Christian Matthiasen. 

 

Af Jørgen Schultz
i Hennstedt, Tyskland

 

SE BILLEDER

apeldoer_view_1_9
« af 13 »

Pris-eksempel

Populær pakke

En rigtig populær pakke til et ophold på Gut Apeldör er ifølge Nordic Golfers følgende. Den såkaldte Six-Pack Arrangement:

2 x overnatning
2 x morgenbuffet
2 x middag
1 x 6-pack øl Dithmarscher Naturtrüb pr. værelse
3 dages ubegrænset golf
Fri adgang til sauna inkl. Badekåbe
Kan bookes søndag- torsdag

PRIS: 280 Euro pr. person – knap 2100 kr. – i delt landhaus/business dobbeltværelse

Pakkerne kan bookes gennem Nordic Golfers, som giver prisgaranti.
LÆS MERE OM TILBUDDENE FRA NORDIC GOLFERS TIL GUT APELDÖR