Gran Canaria, Malaga og München er de tre destinationer, som er tilføjet rutenettet fra Aarhus Airport. Ruten til München er allerede i gang.
Aarhus: Golfspillere – og alle andre turister samt forretningsrejsende – kan glæde sig over en udvidelse af rutenettet fra Aarhus Airport.
Tidligere i juli tog Lufthansa-selskabet Air Dolomiti hul på ruten mellem Aarhus og München. Der lægges ud med to ugentlige flyvninger – man og fredag -, og i august tilføjes så også en onsdagsflyvning.
– Vi har store forventninger til ruten, som er den eneste direkte rute ud af Jylland til München. Det har stor betydning, at ruten drives i Lufthansa-regi, så jyderne kan booke til både europæiske destinationer og til oversøiske rejsemål i USA og Asien via Lufthansas netværk. Lufthavnen i München er et af verdens største og mest smidige flyknudepunkter med flyskift helt ned til 40 minutter, siger Nicolai Krøyer, som er administrerende direktør i Aarhus Airport.
Med Ryanair til Malaga
Fra den 31. oktober 2021 bliver der mulighed for at sige godmorgen i Aarhus og godnat i Malaga på Solkysten.
Det er Ryanair, som udvider sit engagement i Aarhus Airport.
Hvis der skal spilles golf i jul og nytåret – eller i resten af vinteren 2021/2022 –, så letter flyselskabet Great Danes Airlines mod Gran Canaria fra den 22. december. Ruten er den første i et helt nyt samarbejde mellem Spies Rejser og Aarhus Airport.