Matchturen Normandiet Autumn Classic løber af stablen fra 1.-5. oktober. Flyet letter fra Midtjyllands Lifthavn i Karup og lander i Deauville ved den franske vestkyst.
Karup/Deauville: Rejseselskabet Green2Green vakte sidste efterår opsigt med en direkte rute fra Midtjyllands Lufthavn i Karup til skotske Dundee.
Igen i år satser Green2Green på en ny destination, hvor flyet fra flyselskabet DAT (Danish Air Transport) denne gang letter fra Karup med kurs mod Normandiet i Frankrig.
Normandiet Autumn Classic hedder matchturen, hvor der flyves til badebyen Deauville – cirka et par timer vest for Paris. Der er indkvartering på det firestjernede Hôtel Barrière L’Hôtel du Golf, som ligger lige ved siden af en af de golfbaner, som deltagerne kommer til at spille på.
Turen foregår fra 1. til 5. oktober, og ud over Barriere-banen, som spilles to gange, bliver der en afstikker til Omaha Beach Golf Club, som ligger ud til den historiske kyst fra Anden Verdenskrig.
Fra Omaha Beach Club er der ikke langt til de amerikanske og tyske kirkegårde.
Der er plads til 46 gæster på turen, som koster 6.995 kroner pr. person.