En omfattende modernisering og et gennemgribende redesign har givet Heathland-banen på La Hacienda Links Golf Resort et løft, der for alvor lader den træde ud af skyggen fra resortets mere kendte Links Course på Costa del Sol.
I de seneste år er der investeret millioner af euro i La Hacienda Links Golf Resort, som ligger på den spanske solkyst. Sommeren 2022 markerede indvielsen af resortets flagskib, Links Course, efter en omfattende modernisering. Samtidig er klubhuset blevet opgraderet, et nyt halfway-house åbnet, og et Fairmont-hotel med hele 324 værelser, suiter og ferieboliger er under opførelse.
Men fokus har ikke kun været på Links Course. Den mindre kendte Heathland-bane har også gennemgået en markant forvandling, som har øget dens kvalitet og udfordringer.
En ny og sværere test
Heathland-banen, designet af den tidligere Ryder Cup-spiller og anerkendte arkitekt Dave Thomas, bugter sig gennem et varieret og kuperet terræn. Fra enkelte huller er der panoramaudsigt over Middelhavet, mens de andalusiske bakker udgør baggrunden på resten af banen.
Med det nye redesign er banen blevet en markant større udfordring. Moderniseringen har haft til formål at bringe teesteder, fairways og greens op på samme høje niveau som Links Course – alt dette trods en greenfee-pris på kun det halve. Links Course koster knap 200 euro (cirka 1.500 kroner), mens Heathland kan spilles for 100 euro (cirka 750 kroner) i højsæsonen.
Ændringerne omfatter landskabsarbejde på flere huller, blandt andet hul 1, hvor fairway er blevet udjævnet, og yderligere forbedringer på hullerne 2 til 5, 10 og de sidste to huller. Der er også plantet flere træer for at øge sværhedsgraden. Banens 13. hul er nu et par 4 i stedet for et par 5, mens afslutningshullet er blevet længere og konverteret fra et par 4 til et par 5. Dette hul, der måler 437 meter fra gul tee, er ofte præget af modvind fra havet og spiller derfor længere end målene antyder.
Bæredygtighed i fokus
Bæredygtighed har spillet en vigtig rolle i redesignet af Heathland. Ved 8. hul – et par 3-hul med en stor sø som central udfordring – er der installeret solpaneler til energiproduktion. Søen er desuden blevet renset, og broerne fornyet. Fairways er gensået med mere klimabestandigt græs, som kræver mindre vanding – en klar fordel i det varme klima.
Selvom Heathland-banen tidligere har stået i skyggen af den spektakulære linksbane, betyder de gennemførte forbedringer, at denne „andenviolin“ nu spiller langt skarpere toner. Med kombinationen af udfordrende spil, forbedret kvalitet og en bæredygtig tilgang har Heathland for alvor fundet sin egen plads på Costa del Sol.
Af Jørgen Schultz
fra La Hacienda Links Golf Resort