I fire dage har millioner af golf-entusiaster verden rundt blikkene rettet mod Georgia. Masters er skabt et væld af magiske øjeblikke, når de allerbedste går på jagt efter den grønne jakke.
Augusta, USA: Farvestrålende azaleaer og magnolier springer ud i denne tid i den amerikanske delstat Georgia.
Når det sker, så er der tid til Masters – golfsportens første major. Hele golfverdenen har blikkene rettet mod Augusta National, hvor der fra torsdag den 11. april og frem til på søndag den 14. april, dystes om retten og æren til at blive iklædt en grøn jakke; Trofæet for en sejr i Masters.
Lucas og Thorbjørn er med
To danskere er med. Lucas Bjerregaard får sin debut – kun godt halvanden uge efter sin imponerende fjerdeplads ved WGC-Dell Match Play i Texas. Han har følgeskab af Thorbjørn Olesen, som skal i gang med sin tredje Masters efter at have opnået en flot, flot sjetteplads tilbage i 2013.
Masters er den yngste af de fire majors. The Open, US Open samt PGA Championship har allesammen en længere historie. Men Masters er magisk, og selv om turneringen ”kun” har været afviklet siden 1949, så er den turnering, som nok de fleste golfere kunne tænke sig en invitation til. Masters adskiller sig fra de øvrige tre majors ved det faktum, at turneringen altid afvikles på Augusta National. De tre andre majors veksler mellem forskellige baner.
Historien om Augusta National blev skabt af navnkundige Bobby Jones og Allister MacKenzie. Det skete helt tilbage i 1930’erne, hvor verdensøkonomien var i krise. I et område med masser af pinjetræer samt blomster og buske blev Augusta National designet og anlagt.
Prestigefyldt medlemsklub
Den prestigefyldte medlemsklub, hvor der kun er adgang sammen med medlemmerne, kom hurtigt til at fylde meget i golfsporten. Fantastiske og uforglemmelige øjeblikke, op- og nedture – ja endda nedsmeltninger – er blevet synonym med banen.
Da Tiger Woods i sin første majorsejr tilbage i 1997 fuldstændig satte feltet til vægs med en overbevisende magtdemonstration, skete der noget i klubben. Allerede året efter begyndte klubben at foretage ændringer på banen, som med årene er blevet både længere og sværere. Og så har de ondulerede greens deres helt egen historie. De er lynhurtige.
Putteren er et nøgleværktøj, hvis der skal gøres forhåbninger om at trække i den grønne jakke.