Præcision er et af nøgleordene, når der drives ud på Real Golf de Bendinat på Mallorca. Få baner har så stor afveksling med en række huller side om side med ferieboliger og samtidig udfordrende huller i en uspoleret natur oppe i bjergene.
Det kan godt være, at Real Golf de Bendinat små syv kilometer vest for Palma er én af de korteste baner på Mallorca. Men, det som par 69-banen ikke har i længde, det har den til gengæld, når det handler om afveksling og spektakulære huller.
Bendinat-banen med sine 5478 meter fra gul tee og 4848 meter fra forreste teested byder samtidig på en stribe tricky huller. Banen er på forunderlig vis anlagt i dalene samt op og ned ad bjergskråningerne i det kendte ferieområde, og udfordringerne står nærmest i kø. Der er en del blinde drives, skarpe doglegs, snævre fairways og ondulerede greens, som ofte er godt beskyttet af enten bunkers, vand eller træer.
Allerede på første hul – et par 4 på 344 meter fra de fra gule klodser – er udslaget nærmest blindt. Oppe fra teestedet kan det være svært at se, hvad der venter af udfordringer nede på en fairway, som dog er langt bredere, end det umiddelbart ser ud til.
Det hele er krydret med en helt enestående udsigt fra en del af hullerne – ikke mindst på bag ni. Dem vender vi tilbage til.
Nede i dalen ligger hullerne side om side med dels ferieboliger og dels et enkelt hotel, men fra 10. hul ændrer banen fuldstændig karakter. For herefter begynder det at gå op i bjergene, hvor der ikke er nogen form for bebyggelse lige med indtagelse af en slotsbygning, som har givet navn til golfanlægget.
Kendt britisk arkitekt
Her oppe i bjergene er der designet nogle fremragende huller, og bliv ikke forskrækket, hvis der på nogle af hullerne er tilskuere i form af fredelige bjerggeder, som lever helt deres eget liv heroppe i højderne.
Bendinat blev i første omgang designet med ni huller og åbnede tilbage i 1986. Ni år senere blev banen udvidet til 18 huller under ledelse af den britiske arkitekt Martin Hawtree, som også kendes for design af baner som Royal Birkdale i England, Turnberry i Skotland samt Simons Golf Club i det nordsjællandske.
I modsætning til eksempelvis linksbanerne på de britiske øer, så havde Hawtree helt andre udfordringer med layoutet på Mallorca. Inden golfbanen blev overvejet, var der for længst bygget stribevis af ferieboliger, og særligt på de første syv huller, ligger banen ganske tæt ved det ene feriehus efter det andet, og der er nok ikke så få vildfarne bolde, der er landet udenfor banen i haver eller måske endda på terrasser og altaner.
Ved hul 6 og 7 ligger hotellet Lindner Golf Resort, som rigtig mange turister og golfspillere tjekker ind på. Hotellet, hvorfra der kun er ganske få minutter til den eksklusive lystbådehavn i Portals Nous, har 128 værelser og rummer alle faciliteter til at fuldende ferien.
Det er tydeligt, at golfbanen har måttet indpasses i det bebyggede område, men særligt fra 10. hul bliver det helt anderledes. Hullerne 11, 12, 13 og 14 spilles helt oppe i bjergene i en fantastisk og helt igennem uspoleret natur. De fire huller ligger nærmest hver for sig.
12. hul er vel nok banens bedste par 3 hul på 135 meter fra gul tee. Teestedet ligger højt, og nede ved green truer en større sø, som beskytter en green, som nærmest ligger på langs. Lige efter følger et kort par 4 hul på blot 294 meter fra gul tee. Hullet er dog ganske svært, fordi fairway nok er den mest smalle på banen.
Skræmmende og skøn
Teestedet på 15. hul er både skræmmende og skøn på samme tid. Der drives ud højt oppe, og fairway ligger langt, langt nede og syner ikke af meget. Teestedets høje beliggenhed betyder så samtidig, at blikket ud over Palmabugten er helt fantastisk.
Præcision er nøgleordet på Bendinat-banen, så er der styr på slagene, så giver banen ganske gode muligheder for at score. Førstegangsbesøgende har det imidlertid en anelse svært på grund af en hel del blinde slag.
En buggy kan anbefales i det kuperede terræn, men banen kan dog også klares til bens.
Efter runden er der mulighed for at nyde udsigten fra klubhusets terrasse, og menukortet er ganske omfattende, og køkkenet er kendt for at tilberede mad af rigtig god kvalitet.
Af Jørgen Schultz
på Mallorca