Vil man opleve hovedstaden efter golfrunden, er det nye Scandic-hotel velegnet med sin placering blandt kunstneriske og gastronomiske oplevelser.
København: Scandic-kæden har fået en ny adresse. Er det et hotel tæt på hovedstadens mange fristelser, som lokker, så er Scandic Kødbyen en oplagt adresse i en af Københavns mest kreative og kulinariske kvarterer.
Selv beskriver hotellet sin beliggenhed: ”Hotellet er bygget, så det matcher miljøet. Med sine lave bygninger og sit markante look falder hotellet ind i Kødbyens rustikke rammer.
Hotellet er designet, så det omfavner alt og alle. Her er puls, intimitet og plads til at mødes få eller mange i fleksible og inspirerende omgivelser. I hotellets café, The Coffee Box, er rammerne på plads, for at du kan tænke ud af boksen – eller nyde en aromatisk kop kaffe og en sjov samtale i skønt selskab. På hotellet findes også restaurant, Mør restaurant & bar”
Kød fra argentisk grill
Her er der skruet op for blusset med det bedste kød og en argentinsk grill med åben ild fra trækul, som får bøfferne til at smage helt fantastisk.
Scandic Kødbyen ligger på Vesterbro i København – et område fyldt med historie og nu et knudepunkt for kultur, kreativitet og kulinariske oplevelser. Bydelen er kendetegnet ved sin afslappede atmosfære, trendy kaffebarer og små, skæve design- og håndværksbutikker.
I området omkring Scandic Kødbyen kan man for alvor mærke byens puls. Her er gode vibes, barer, caféer, natklubber, gastronomi, kunst, multikulturelle madmarkeder og meget mere.