Det firestjernede golfresort Una Poggio dei Medici er ren afslapning i det herlige toscanske landskab.
I sensommeren 2023 var Marco Simone Golf & Country Club lige uden for Rom vært for Ryder Cup-opgøret mellem Europa og USA. Interessen for de italienske golfbaner er taget til, og lidt længere nordpå spores der allerede øget besøgstal på flere golfbaner.
Og Toscanas bakkede landskaber med udsigten til vinstokke og olivenlunde nærmest kalder på en golfbane. I Mugello-dalen små 30 kilometer nord for Firenze ligger middelalderlandsbyen Scarperia, der huser det firestjernede golfresort Una Poggio dei Medici.
18 hullers golfbanen i et let kuperet terræn har flere gange været benyttet på Challenge Touren, og også damernes Europa Tour har været på besøg. Spørg blot Iben Tinning, som vandt på banen i 2002.
Par 73-banen blev åbnet i 1995 og blev relativt hurtigt anerkendt for dets design. 6.397 meter er der rundt fra hvid tee, mens damerne kan nøjes med 5.091 meter.
Nyd livet på hotellet
Efter golfrunden er der alle muligheder for at holde siesta og ellers nyde livet på hotellet, der er opført i gamle bygninger, som tidligere var rammerne om en ægte toskansk landejendom. Det rustikke hotel har hyggeligt indrettede værelser med udsigt ud over bjergene og over golfbanen.
Det kulinariske niveau er i topklasse. I løbet af opholdet kommer ingen uden om den hjemmelavede friske pasta med ingredienser fra lokalområdet. Og så er der vinen – nøje udvalgt fra både kendte og mindre kendte toskanske marker.
Hotellet rummer et varieret wellnessområde med sauna, tyrkisk bad, jacuzzi samt en udendørs pool. Mod betaling er der mulighed for at lade massøren løsne de eventuelle ømme muskler efter golfrunderne.
Una Poggio-resortet ligger i befriende rolige og idylliske omgivelser, og der er generelt god plads på banen.
Af Jørgen Schultz