Livet leves på Telfair-hotellerne på Mauritius

Det femstjernede hotel Heritage Telfair har en herlig beliggenhed ud til Det Indiske Ocean.

På sydkysten på Mauritius kan livet leves med herlig golfbane og ellers dase med forkælelse på luksushotel eller i fashionable villaer. Le Telfair Heritage har det hele – og en golfbane lige i baghaven, hvor Rasmus Højgaard triumferede i december 2019.

Bel Ombre, Mauritius: Der er den smukkeste udsigt til koralrevet ude i Det indiske Ocean fra Le Telfair Heritage-hotellet Bel Ombre i det sydvestlige hjørne af Mauritius. Det var her på resortets golfbane, at Rasmus Højgaard sikrede sig sin første Europa Tour-sejr i december 2019.

Heritage Golf Club ligger her side om side med med de to fantastiske hoteller Le Telfair og Awali. Hele komplekset er flere gange blevet kåret som det bedste hotel-, spa- og golfresort på øen.

Kridhvide sandstrande og med bruset fra koralrevet. Det venter gæsterne på Telfair-hotellerne.

Det femstjernede hotel Heritage Le Telfair i Bel Ombre-området er stedet, hvis det gælder om at checke in til en ferie med luksus og forkælelse.

For bare nogle årtier tilbage var der ikke ligefrem til at forudse, at dette sydvestlige hjørne af Mauritius med al dens naturmæssige skøn- og råhed skulle udvikle sig til et turistparadis.

Irsk botaniker

Området blev af franskmændene tilbage i 1700-tallet tilplantet med sukkerrør, men når hele Bel Ombre er blevet et ganske særligt område på øen, så skyldes det en irer med navnet Charles Telfair. Han har lagt navn til det femstjernede Heritage-hotel og nabohotellet, det firestjernede Telfair Awali.

Poolbaren på Heritage Telfair. Bliver du træt af poolen, ligger strandkanten få meter længere ude.

Charles Telfair var oprindelig læge, og han kom til Mauritius sammen med den engelske flåde. Men ud over sin profession havde han en passion for botanik, og det er ham, der har skabt den botaniske skønhed, der præger det mere end 2500 hektar store område. Det skete i årene 1816 til 1833.

I 1998 blev sukkerfabrikken i området lukket ned. Afsætningen af sukker er blevet stadig mere besvær, og ikke så få steder er sukkerproduktionen afløst af fremstilling af rom.

Lukningen af sukkerfabrikken tvang indbyggerne og østatens regering til at tænke nyt, hvis der skulle ske en fortsat udvikling på øens sydside, som langt fra er så udviklet, når det gælder urbanisering og infrastruktur som på øens nordside. Det satte for alvor gang i turismen, og paradigmeskiftet var en realitet.

Der er forskellige indkvarteringsmuligheder fra suiter til dobbeltværelser.

Sublime Le Telfair

Heritage Le Telfair er et sublimt og fantastisk beliggende hotel helt ude i strandkanten. Hotellet, som mest af alt ligner en mindre landsby med bygninger opført i kolonistisk stil, byder på flere restauranter, barer samt et stort wellness- og spacenter.

Seven Colour er navnet på wellness- og spaområdet, som sammenlagt på hotellerne udgøres af flere tusinde kvadratmeter. Før massagebehandlingerne kan der vælges blandt de syv farver, og hver farve symboliserer forskellige energicentre.

Behandlingerne foregår i små hytter – typisk af en times varighed eller længere. Det hele kan afsluttes med et hvil på en liggestol eller en tur i jacuzzi.

Den luksuøse stemning kan lyde som om, at Telfair-hotellerne kun har besøg af voksne. Men det er ingenlunde tilfældet; Ved hotellerne er der masser af aktiviteter for børnene, når de har fået nok af at bygge sandslotte og lege på strandene, hvor bølgerne holder sig ude ved koralrevet, og hvor vandet i strandkanten reelt ikke er mere uroligt end inde ved poolområderne.

Lige i baghaven ligger Heritage-golfbanen, hvor unge Rasmus Højgaard triumferede i Europa Tour-turneringen i december 2019.

Kulinarisk oplevelse

Når det gælder de kulinariske oplevelser, så lader Heritage Le Telfair intet tilbage at ønske.

To egentlige restauranter er der at vælge mellem. Nede i strandkanten ligger Gin’ja, hvor menukortet er inspireret af det asiatiske køkken. Her serveres også alt godt fra havet, og ved en lille mole kan gæsterne selv vælge de fisk – under kyndig vejledning – de gerne vil have tilberedt.

Annabella’s hedder den anden restaurant. Her er nærmest tale om et åbent køkken, hvor buffet’en står nærmest side og side med de arbejdende kokke i køkkenet. Annabella’s har fået navn efter Charles Telfairs hustru. I denne restaurant er der mere klassiske retter.

Endelig er der det klassiske Chateau de Bel Ombre, hvor der er indrettet restaurant.

Det er ikke så underligt, at den amerikanske forfatter Mark Twain beskrev Mauritius på følgende måde i sin rejseskildring:

– Jeg tror, at Gud først skabte Mauritius og derefter Himlen som en kopi deraf. Bon voyage.

Sådan lød det i rejsebeskrivelsen, Following the Equator, fra 1897.

 

Af Jørgen Schultz
i Bel Ombre, Mauritius