Flere majorvindere og to tidligere verdensettere er at finde i feltet, når Made in Denmark spilles i Silkeborg Ry Golfklub 30. august-2. september.
Silkeborg: Det er intet mindre end et utroligt stærkt felt, som stiller til start ved Made in Denmark i Silkeborg Ry Golfklub fra 30. august til 2. september.
Blandt de tilmeldte er flere tidligere majorvindere, to tidligere verdensettere, Ryder Cup spillere og tidligere vindere af Made in Denmark og otte spillere fra verden top 100. Ud over de mange udenlandske stjerner er alle de danske profiler naturligvis klar til folkefesten i Silkeborg.
Thomas Bjørn, Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Søren Kjeldsen, Jeff Winther og Lasse Jensen er klar til Made in Denmark, men også den førerende spiller på Challenge Tour, Joachim B. Hansen, kommer til Silkeborg sammen med Silkeborgs egen Morten Ørum Madsen, og derudover er Anders Hansen på startlisten sammen med de talentfulde amatører Nicolai og Rasmus Højgaard.
– Jeg er som altid glad og stolt over, at vi har alle de danske spillere til start, og når vi udover de faste europatourspillere også kan præsentere Joachim B. Hansen, der vandt vores Made in Denmark Challenge i juni, Anders Hansen og Silkeborgs egen Morten Ørum Madsen samt Højgaard tvillingerne, så bliver det ikke bedre, siger promotor Flemming Astrup i en pressemeddelelse.
Westwood er med
Astrup er også stolt over det felt af udenlandske stjerner, der kommer til Danmark. Især glæder han sig til at se Lee Westwood i Silkeborg.
– Lee Westwood er en af de allerstørste spillere i Europatourens historie, så at få ham med i Made in Denmark er et kæmpe scoop, siger han, og fortsætter: – Det er ikke kun Westwoods navn, der er springer i øjnene. Entrylisten er fuld af store navne og stjerner, så jeg tør godt kalde det, det stærkeste Made in Denmark felt nogensinde.
Tilbage i 2010 overtog Lee Westwood verdensranglistens førsteplads fra Tiger Woods, og nu kommer Westwood så for første gang til Danmark, og spiller med i Made in Denmark. Westwood har gennem sin imponerende karriere vundet hele 23 gange på European Tour, og har været med på de ti seneste europæiske Ryder Cup hold. I år skal Westwood hjælpe Thomas Bjørn som af fem vicekaptajner i Paris, men spiller altså med i den sidst tællende kvalifikationsturnering.
Martin Kaymer, der overtog førstepladsen i verden fra netop Westwood er igen med i Made in Denmark, og tyskeren kommer altså for tredje år i træk. I 2016 sluttede han på sjettepladsen, mens det blev til en 31. plads i fjor.
Kaymer har to majors på sit cv, og han får selskab af andre majorvindere som John Daly samt de to tidligere Masters-vindere Trevor Immelman og Danny Willett.
Vigtige Ryder Cup-point
Der bliver også kæmpet om vigtige Ryder Cup point i Silkeborg. Både Thorbjørn Olesen, Matthew Fitzpatrick er Eddie Pepperell er til start, og alle tre er med i kampen om direkte kvalifikation, eller i det mindste et af Bjørns fire wildcards.
I feltet er også de tre første vindere af Made in Denmark, David Horsey, Marc Warren og Thomas Pieters, ligesom denne sæsons dobbelte vinder Matt Wallace er med.